September-auktion begynder denne weekend

Hos Kopenhagen Fur er denne salgssæsons sidste auktion lige om hjørnet. Eftersynet, hvor kunderne kan inspicere skindkvaliteten, inden auktionen, er begyndt.

Grundet internationale corona-restriktioner er mængden af kunder til eftersynet begrænset. Kunderne bliver i deres hjemlande og afventer i stedet den digitale auktion, hvor skindene udbydes.

Det sker fra lørdag kl. 7, hvor Kopenhagen Fur udbyder brune hanskind som den første vare. Det danske auktionshus udbyder i alt over 3 millioner minkskind til denne september-auktion, samt ca. 17.000 chinchilla-skind og ca. 17.000 Swakara-skind fra Namibia.

Dertil udbydes også ca. 43.000 ræveskind til sidst i salgsrækkefølgen. I mink-udbuddet bliver det Silverblue Velvet hunskind, som bliver sidste mink-artikel i denne auktion.

Fordi at der er tale om en digital auktion, er der usikkerhed forbundet med at forudsige en præcis slutdato.

Du kan se salgsrækkefølgen her.