Om Kopenhagen Fur

Kopenhagen Fur er verdens største auktionshus for pels og et andelsselskab ejet af de danske minkavlere.

Kopenhagen Fur er en fællesbetegnelse for både andelsforeningen, som indtager en verdensledende rolle inden for minkavl med fokus på dyrevelfærd og bæredygtighed, og auktionshuset, som med en førende markedsandel er globalt centrum for handlen med pels.

På en ellers stille villavej i Glostrup strækker Kopenhagen Fur sig over 100.000 kvadratmeter sorteringshaller, hvor der årligt kvalitetssorteres millioner af pelsskind. Herhjemme er 6.000 mennesker direkte beskæftiget med pelsdyravl, mens der derudover er betydelige afledte jobeffekter. 

Pels er én af Danmarks største eksportsucceser med stor eksport til særligt Kina og andre asiatiske lande. Her forarbejdes de rå pelsskind til færdigvarer, som sælges i Asien, Europa og Nordamerika.

 

Danske minkskind er efterspurgte

Danmark er verdens største producent af kvalitetsminkskind fra landets knap 1.000 minkgårde. Danske minkskind er samtidig de dyreste på verdensmarkedet – og sælges til priser, der ligger over de udenlandske. Det skyldes, at danske minkskind er efterspurgte, fordi danske minkavlere producerer en bedre skindkvalitet. Det er bl.a. muligt på grund af vidensdeling, forskning og udvikling i det danske pelsdyrerhverv, som gavner bl.a. det genetiske avlsarbejde og dyrenes velfærd – to hjørnesten i produktionen af minkskind af højeste kvalitet.