Flere købere af sæl

Great Greenlands sælskind oplever fortsat fornuftig fremgang i auktionssalen. 

 

Der er flere faste købere af sælskind i forhold til sidste år, dermed fortsættes opbyggelsen af sælskindsmarkedet, som langsomt bliver stærkere.

- Når vi oplever flere faste købere i salen, er det en indikation på, at sælskind langsomt, men sikkert, bider sig fast i forbrugernes verden og dermed købernes. Det er et resultat af Kopenhagen Furs langstrakte arbejde med at promovere sælskind på verdens modemarkeder. Et arbejde, som fortsætter ind i den nye sæson, fortæller Kasper Scott Reinbacher, auktionarius i Kopenhagen Fur.

- En af grundene til, at vi nu oplever en styrket interesse i auktionssalen er, at der med sælskind følger en historie om at promovere bæredygtighed samtidig med, at man bærer et holdbart, unikt produkt. Den fortælling er der langsomt flere og flere forbrugere, som får øjnene op for. Derfor foretrækker køberne i høj grad naturel-skindene, men jeg er overbevist om, at de farvede skind også vil finde vej til forbrugerne, efterhånden som produktet bliver endnu mere populært, tilføjer han.

Køber selektivt

Salget af sæler foregik torsdag eftermiddag.  Der var til auktionen et stort og varieret udbud på i alt 21.485 skind, hvor 14.379 var ringsæler og 7.106 grønlandssæler og såvel naturel-skind, som farvede skind var på udbud.

- Specielt i de naturel-farver i både ringsæler og grønlandssæler var der mange bud og 'kamp' om skindene. Blandt naturel-skind blev samtlige udbudte skind stort set solgt. På de farvede harpsæler blev hovedparten solgt, hvorimod markedet fortsat har et vist forbehold på farvede ringsæler, hvor der kun blev indkøbt selektivt til samples, så forhåbentlig vil fremtiden tegne sig mere lys for også disse, slutter Kasper Scott Reinbacher.

Fakta

• Harpsæl : Salgsprocent 80 %. Gennemsnit 360 DKK og toppris 820 DKK

• Ringsæl : Salgsprocent 15%. Gennemsnit 248 DKK og toppris 380 DKK