En lys idé i sæl

Tekstildesigner Charlotte Bodil Hermansen eksperimenterer med skind og pels. De seneste eksperimenter har været i sælskind, som har taget skridtet fra beklædning til boligindretning i form af lampen: Seal Bell.

Lader man blikket glide henover og forbi en Seal Bell lampe, vender øjnene med garanti hurtigt tilbage. Kombinationen af sælskind og lampe er nemlig ny og fanger derfor opmærksomheden hos beskueren. Seal Bells bevæger sig i det spændingsfelt, som opstår, når to velkendte elementer mødes i uvante forbindelser.

- En af mine succeskriterier som designer er at få folk til at række ud og røre, før de aktiverer deres intellekt. Jeg vil gerne invitere til sanselighed - til associationer og tanker. Mine designs skal give folk lyst til at gå på opdagelse og opleve det produkt, de står over for, siger Charlotte Bodil Hermansen.

Netop det at pirre folks nysgerrighed via sanselighed er et gennemgående tema for Charlotte Bodil Hermansens designs. En ambition, der i 2011 resulterede i Den Gyldne Pelsnål i kategorien Home Wear, hvor tekstildesigneren havde arbejdet med mink, ræv og andre tekstiler, som blev vakt til live i forhæng og sækkepuder. Nu er det den sælskindsbeklædte lampe, der har taget udfordringen op.

Form og materiale

Sælskind er stærkt og relativt hårdført, hvilket betyder, at det kan formgives og stivnes, så det bliver tilnærmelsesvis hårdt. En kvalitet, der har gjort det muligt for tekstildesigneren at genskabe faconen på et sælhoved, der bryder vandet. Hvor formen går igen i hver lampe, er skindet forskelligt, hvilket tilføjer Seal Bells det unikke element.

- Sælskind kan utrolig meget. Faktisk kan det tåle rigtig mange tæsk og stadigvæk beholde sit smukke udtryk og farvespil. Og det betyder, at sælskind er en fornøjelse at arbejde med og samtidig enormt spændende at udvikle og eksperimentere med. Jeg kalder det "Grønlands sølv", siger Charlotte Bodil Hermansen.

God respons

Seal Bell's fik debut i Bella Centeret under boligmessen Northmodern, som åbnede dørene mellem den 13. og 15. januar. Her modtog de sælskindsbeklædte lamper god feedback og opmærksomhed fra journalister, stylister og interesserede kunder. Messen gav Charlotte Bodil Hermansen mulighed for at gøre omverdenen opmærksom på sælskind og de muligheder, der er i materialet.

- Jeg vil som designer også gerne slå et slag for mere sælskind i nordisk design. Jeg elsker de muligheder, der er i materialet, men også de mange historier, der er en del af sælskind. Jeg synes, at der er brug for flere og nye fortællinger, og der er så meget at sige med sæl, siger Charlotte Bodil Hermansen.

Til marts vil Seal Bells blive en del af kataloget i Kopenhagen Fur Fab, men inden da skal de på international rundtur. Her vil de unikke sælskindslamper indgå i Hong Kong Fur Fair, der løber fra den 25. til den 28. februar.

- Jeg er enormt glad for samarbejdet med Kopenhagen Fur, som jo har en enorm global betydning hele vejen fra pels og til mode. For en designer som mig er det imponerende at være en del af. Det føles som et kvalitetsstempel, når mine designs kan få lov at stå på skuldrene af Kopenhagen Fur. Det giver en kæmpeeksponering, som jeg ikke selv kan matche, siger Charlotte Bodil Hermansen.