Håndværket holdes i hævd - Kopenhagen Fur Studio kollektionen 2019

Kopenhagen Fur's årlige studio-kollektion, som er blevet præsenteret ved den årlige tekstilmesse, Premier Vision 2019, i Paris, har fokus på det gode, klassiske håndværk.

Håndværk blev taget meget bogstaveligt i kollektion, som er designet af Kopenhagen Furs egen buntmager og designer Louise Fenger Hvilsted. Brugen af hænder er nemlig fortolket i innovative teknikker og designs i selve kollektionen.

- Buntmagerne, som har arbejdet på kollektionen, er inspirationen, fortæller Louise Fenger Hvilsted.

- Deres hænder indgår i designet. Det er sjovt, for du bliver knyttet til kollektionen på en anden måde, og det trækker paralleller til det arbejde og det håndværk, som der indgår i hele processen, tilføjer hun.

Billeder af buntmagernes hænder er blevet opdelt og lavet til mønstre, som efterfølgende har været grundlaget for nye teknikker og designelementer i kollektionen. På den måde er hver buntmager i Kopenhagen Fur Studio blevet gengivet på hver deres måde. Alle disse styles er blevet opkaldt efter nogle af de latinske navne for knogler og muskler i vores hænder.

De endelige styles i kollektionen er blevet omhyggeligt valgt på baggrund af kvalitetstræk, som efterspørges i modeverdenen. Der er lagt vægt på de klassiske træk, som mandlige og kvindelige forbrugere efterspørger. Når mænd udvælger pelstøj, efterspørger de hovedsageligt afdæmpede stilarter, hvorimod styles til kvinderne i år har fokus på at være multifunktionelle, så de kan tilpasses til flere lejligheder.