Buntmagerelev fik topkarakter

Kopenhagen Studio's buntmagerelev Sasha Gonzales var torsdag den 8. oktober til eksamen. Efter at have modtaget et 12-tal kan den kommende buntmager nu officielt kalde sig tekstil- og beklædningsassistent.

Sasha Gonzales kan sætte flueben ved trin 1 af buntmageruddannelsen. Herefter følger trin 2, hvor buntmagereleven skal specialisere sig. Og det bliver naturligvis i pels.

- For mig er det her kun det første skridt på vejen til at blive buntmager. Jeg er superglad for, at min eksamen gik så godt. Især efter at have lagt så mange timer i mit projekt, siger Sasha Gonzales.

Selve eksamensopgaven bestod af en style, en medfølgende rapport, der indeholdt alle de tekniske specifikationer vedrørende pelskreationen, og et mundtligt forsvar.

- Selve rapporten er ret teknisk. Den indeholder målskema, tekniske tegninger, billeder og lignende. Det er mere eller mindre en A-Z for kreationen og skal kunne bruges som instruktion, hvis stylen skal produceres, siger Sasha Gonzales.

Seriøs med opgaverne

Sasha Gonzales kom lidt tilfældigt ind i tilværelsen som buntmager. Det var mødet og venskabet med Kopenhagen Studio's anden buntmagerelev Mikkel Østergaard Schou, der endte med at gøre udfaldet. Ikke lang tid efter startede hun på prøve i Kopenhagen Studio. Her lagde Thomas Andersen, Head of Studio, mærke til, at Sasha var en rolig type, der forstod at stille de rigtige spørgsmål.

- I begyndelsen er der jo altid en periode, hvor man skal finde sig til rette. Det blev dog hurtigt åbenlyst, hvor seriøs hun var med sine opgaver, og så landede hun rigtig godt blandt de andre folk herinde, siger Thomas Andersen om buntmagereleven.

Thomas Andersen, der er tidligere leder af buntmageruddannelsen, nyder at se udviklingen i den kommende buntmagers evner.

- Sasha er absolut vokset inden for det sidste års tid. Alt det fundamentale er på plads, så nu handler det bare om videreudvikling, siger Thomas Andersen.

Den kommende tid skal bruges i Kopenhagen Studio's lokaler i midtbyen, inden det næste skoleforløb begynder midt i januar 2016. "Beklædningshåndværker med speciale i buntmageri" er det officielle navn, når svendeprøven er bestået om et år fra nu. Men der kommer nok mest sandsynligt til at stå buntmager på visitkortet.