Kopenhagen Fur støtter lokal ishockey

Foto: Steen Marcussen

Lokalsamfundet er vigtigt for Kopenhagen Fur, der for andet år i træk støtter ishockeyholdet Rødovre Mighty Bulls.

Kopenhagen Fur støtter igen i år op om det lokale ishockey-hold, Rødovre Mighty Bulls, med et sponsorat, der forhåbentlig kan være med til at sikre holdet en god sæson.

- Det betyder noget, at store arbejdspladser som Kopenhagen Fur vil være med til at støtte ishockey-sporten, så medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere kan komme ud og se en kamp en gang imellem, siger administrerende direktør for Rødovre Mighty Bulls, Brian Møller.

Det er ikke kun inkarnerede ishockey-fans, der bliver budt velkommen på Rødovre Skøjte Arena, når holdet spiller. Der er plads til alle, der gerne vil se en kamp, og Brian Møller tror på, at flere af de førstegangsbesøgende bliver bidt af sporten og får lyst til at komme igen.

- Rødovre Mighty Bulls er en af landets mest talentfulde ishockeyklubber, og det glæder mig, at Kopenhagen Fur kan støtte klubben, så vi fortsat at kan se ishockey på topplan på Vestegnen, siger Jesper Uggerhøj, administrerende direktør for Kopenhagen Fur.