Galleri: Storladent Jørgen Simonsen-modeshow og udstilling

Haute couture designer Jørgen Simonsen gæstede sin fødeby Struer i Vestjylland med et storladent show i Folkets Hus, som nu er efterfulgt af en udstilling på Gimsinghoved Kunst- og Kulturcenter.

Der var klapsalver i lange baner, da haute couture designeren Jørgen Simonsen præsenterede sin seneste kollektion i Struer. Omtrent 500 gæster var tilstede og efterspørgslen efter showbilletter var stor. Heldigvis kan nysgerrige stadig se Jørgen Simonsens vandreudstilling kaldet ”Iskrystalprinsessen vol. II – bæredygtig kulturarv”. Det er en udstilling med mange lag og indfaldsvinkler i én og samme fortælling, men med stærk fokus på, hvad der sker, når en modeskaber lader sig inspirere af en fremmed kultur. Inspirationen er i dette tilfælde den oprindelige Inuit-kultur - og dens folkedragt. 

Iskrystalprinsessen vol. II er måske det afrundende kapitel på Jørgen Simonsens første møde med Grønland, der affødte ’Iskrystalprinsessen’ – den første kollektion fra den da kun 25-årige Jørgensen Simonsen under huset Versace, efter grundlæggerens død i 1998.

En verdenskollektion

- Iskrystalprinsessen vol. II er en fabulering over den grønlandske nationaldragt, dog set med øjne fra min hjemby Paris og med en haute couture-vinkel, fortæller Jørgen Simonsen.

Den helt nye kollektion, der blev vist, tager sit afsæt i kulturer fra flere verdensdele. Inuitkulturen tilsat elementer og traditioner fra et andet nomadefolk, Roma-sigøjnerstammerne, som er det oprindelige folk fra det nordlige Rajasthan/Punjab i Indien samt elementer fra fransk coutures storhedstid i midten af det 20. århundrede – Le New Look fra 1947.

Om udstillingen

Udstillingen er kommissioneret af NAPA, Nordens Institut i Grønland, og den er skabt af Jørgen Simonsen, der har sine rødder i Struer, hvor han er født og vokset op. Jørgen Simonsen har siden teenageårene har været bosiddende i Paris – modens hovedstad, hvor han har uddannet sig og efterfølgende specialiseret sig indenfor den ypperste mode-disciplin, Haute Couture.

Udstillingen kan ses på Gimsinghoved indtil d. 18. marts.  Hele tre gange har Jørgen Simonsen tidligere udstillet diverse kreationer i de smukke stuer på proprietærgården, senest i sommeren 2015 med udstillingen ”Jørgen Simonsen – en designers univers”.