Juni-auktion: Eftersynet er begyndt hos Kopenhagen Fur

Kopenhagenfyr
Eftersynet før Kopenhagen Furs juni-salg begyndte fredag. Verdens førende skindauktionshus forventer knap 500 kunder under salget, som varer 10 dage.
 
Næsten 6,7 millioner mink- og over 11.000 chinchilla-skind udbydes over ti salgsdage, når salget begynder på den ellers så stille villavej i Glostrup. Auktionen begynder lørdag d. 22. juni og varer til og med d. 1. juli, men først skal eftersynet, hvor kunderne kan inspicere skindene, afsluttes.
 
Eftersynet begyndte fredag d. 14 og varer frem til og med fredag d. 21. Dermed har kunderne rig mulighed for at undersøge de mange typer, der udbydes og kvaliteten af sorteringen.
 
Kopenhagen Fur forventer næsten 500 kunder under auktionen, men de fleste møder først op de sidste dage under eftersynet, lige før auktionen begynder.
 
Når auktionen begynder d. 22. juni, er det Pearl hunskind, som er planlagt som den første vare, der udbydes. Juni-auktionen er auktionshusets fjerde auktion i denne salgssæson.