Kom til åben minkgård i Lejrskov ved Kolding

Kom helt tæt på et moderne dansk landbrug, når minkavler Peter Hindbo med hele sin familie slår dørene op og viser rundt til Åben Gård den 13. maj 2018.

Åben Gård er en stolt tradition for mange danske minkavlere, og søndag den 13. maj fra klokken 10 til 16 åbner Peter Hindbo dørene til Hindbo Mink i Lejrskov ved Jordrup:

- For os er Åben Gård en rigtig spændende dag, hvor vi har mulighed for at tale med en masse mennesker om, hvad vi egentlig går og laver her på gården. Sammen med gode kollegaer laver vi rundvisninger, hvor man kan se nærmere på hallerne, vores dyr og ikke mindst de mange hvalpe, som er kommet til hen over de sidste tre uger.

 

- Vi oplever tit, at folk bliver overraskede, når de besøger os, for det er ikke mange der egentlig ved, hvordan vi går og arbejder med vores dyr, og derfor glæder vi os rigtig meget til dagen, fortæller Peter Hindbo, der driver familiegården sammen med sin søn Andreas.

Ud over rundvisninger i minkhallerne vil der være ponyridning, boder med både pelsmode samt lokale delikatesser, halmlegeplads, forskellige konkurrencer samt modeshows klokken 12 og 14. En naturvejleder viser desuden rundt nede ved gårdens sø, mens de lokale spejdere rister pølser til gæsterne.

Her foregår det

Alle aktiviteter foregår på Hindbo Mink, der ligger på Lejrskovvej 75, 6064 Jordrup ved Kolding. 

Fra klokken 10 til 16