Galleri: Sommerfest med 1100 gæster

Minkavler Peter Hindbo holdt i weekenden åbent hus for over tusinde gæster, som fik mulighed for at opleve hans minkgård og se de små hvalpe.

Selvom kalendermåneden foreskriver, at vi endnu befinder os i foråret, så er der vist ingen tvivl, om at de den høje temperatur og skyfri himmel siger sommervejr. For omtrent 1100 gæster betød det, at de under høj sol kunne lægge vejen forbi Hindbo Mink, hvor minkavler Peter Hindbo i søndags holdt åben gård.

Her fik de mange gæster mulighed for at få en rundvisning, se de små, nyfødte hvalpe, stille alverdens spørgsmål om minkavl og samtidig få en bid mad.

Aktivister blev inviteret indenfor

Under arrangementet havde en gruppe dyreaktivister også taget opstilling ved indgangen til Hindbo Mink med skilte og bannere. Det tog Peter Hindbo dog i stiv arm, og inviterede gæsterne indenfor, så de kunne se forholdene på gården.

- Jeg forklarede, hvordan vi håndterer dyrene og fortalte om årets gang her. De virkede positive, og det er jo i virkeligheden dem, der er skeptiske, vi allerhelst vil have fat i sådan en dag her, fortæller Peter Hindbo.