Ikke færre end 20.000 gæster besøgte Fællesdyrskuet i Aabenraa

Kopenhagen Fur Dyrskue

I weekenden løb det årlige Sønderjyske Fællesdyrskue i Aabenraa af stablen. Under den varme juni-sol stod blandt andet minkavler Jens Wistoft klar til at tage imod spørgsmål og vise skind frem til spørgelystne gæster.

Minkavler Jens Wistoft glæder sig over, at weekendens arrangement forløb så godt.  

– Det er gået rigtig godt og både avlere og gæster havde en god oplevelse. Vi havde sammenlagt ovre 20.000 besøgende, siger Jens Wistoft, der selv har minkgården Mulsmark i Kruså. Allerede første dag besøgte 10.800 personer Jens Wistoft og de andre udstillere på dyrskuet, selvom det varme sommervejr lagde en lille dæmper på antallet af besøgende i forhold til sidste år.

– Vejret er simpelthen for godt. Folk tog på stranden, griner Jens Wistoft.

En stor del af de nysgerrige gæster, der ikke var på stranden, var skoleelever fra området.

– Alle skoler har fået tilbuddet om at komme og besøge fællesdyrskuet, og det er virkelig positivt på alle måder, at så mange kom. Vi fik nogle lange, gode diskussioner med børnene, siger han.

Ambitioner for næste år

Til næste års dyrskue håber han på, at kunne udvikle en slags quiz med spørgsmål om pelsdyravl, der skal få endnu flere til i dialog med avlerne i standen. Foruden quiz, synes han også, at det kunne skabe godt blikfang, hvis der næste år kunne være personer iført pels, der gik rundt mellem gæsterne på skuet. 

Udover skind, pelsstyles fra Kopenhagen Fur Studio og færdige pelsvarer, var der også levende chinchillaer med på dyrskuet, og de bløde, nuttede dyr var populære hos børnene.  

– Det trak helt klart op, at vi havde chinchillaer med, siger Jens Wistoft. 

Det var ikke kun skolebørn og børnefamilier, der besøgte Jens Wistoft under dyrskuet. I løbet af weekenden havde han også besøg af Radio Syd, der var kommet for at lave et radioindslag om Kopenhagen Furs Welfur-certificering., et klart højdepunkt på Jens Wistofts weekend.

– De var meget interesserede i at høre om, hvordan vores branche går op i at sikre, at vores dyr har det godt, hvordan Welfur fungerer, siger Jens Wistoft, der endnu ikke har haft tid til selv at høre indslaget i radioen.