Intet går til spilde på minkgården

Minkavl er i sin natur cirkulær bioøkonomisk, og alt fra minken bliver brugt. Det er Øgro et eksempel på. Det er et organisk gødningsprodukt, som bl.a. er lavet af kødbenmel fra mink, og som bærer det officielle europæiske miljømærke, EU-blomsten.

 

Med minkavl og Øgro-gødning kan man tegne en cirkel, som består af følgende led: Produktionsvirksomheden Daka modtager minkkroppe, efter minkene er blevet pelset. Disse minkkroppes fedt bliver til biodiesel, mens resten bliver til kødbenmel. Kødbenmelet bliver brugt til produktet Øgro. Øgro er organisk gødning med miljømærket, EU-blomsten, og bliver bl.a. brugt på markerne. På markerne dyrker landmænd forskellige afgrøder. Af disse afgrøder bliver der bl.a. produceret foder. Dette foder bliver brugt i den animalske produktion. Mink spiser restprodukter fra den animalske produktion. Og så er vi tilbage til start.

- Det geniale er, at mink spiser restprodukter, som ingen andre ellers kan aftage eller spise, og de næringsstoffer, inklusiv fosfor, de optager via dette foder, kommer ud på marken igen. I en cirkulær kontekst er det jo mildt sagt meget fornuftigt. Med Øgro i Danmark recirkulerer vi altså værdifulde næringsstoffer i deres naturlige kredsløb. Øgro tager på den måde udgangspunkt i en cirkulær tankegang, hvor råvarer og ingredienser bliver håndteret med største respekt, og hvor biprodukter fra produktionsdyr bliver genanvendt med hensyn til miljø og klima. Det bidrager til en bæredygtig landbrugsproduktion med høj ernæringsmæssig kvalitet, der øger jordens frugtbarhed med brug af færre ressourcer, siger Bjarne Larsen, produktchef for Øgro, Daka.

Recycling og upcycling

Der sker altså en evig cirkulation, som bidrager til, at alt, det der er tilbage fra den primære minkproduktion, indgår i en ny værdiforøgende cyklus med minken i centrum. Der går altså intet til spilde, og der er konstant fokus på at udvikle nye metoder, hvor resterne fra minken kan være med til at skabe merværdi.

- Vi arbejder hele tiden på at upcycle restprodukter; at finde nye måder at bruge dem på for at skabe værdi af dem. Og vi ser også på andre muligheder end gødning. Men gødning er et spændende og konkret eksempel på én af de mange miljøvenlige måder, minkkroppen bliver brugt på, siger Peter Foged, Kopenhagen Furs forskningschef. 

Organisk gødning til økologisk landbrug

Øgro-gødningen er mærket med EU-blomsten. Det betyder, at det ikke bare kan anvendes til konventionelt landbrug, men også økologisk landbrug.

- Det er interessant, at det kan bruges på økologisk jord, hvor man ikke må bruge kunstgødning. Fosfor er nemlig en begrænset ressource, og forskere anslår, at der på verdensplan kun er nok fosfor, som udvindes i miner, til de næste 100-120 år. Så ved at genanvende det fosfor, som er i minkkroppene, og ved få det recirkuleret ud på markerne, så bruger vi den naturlige ressource, der findes i vores biprodukter. Og det synes jeg er fantastisk, at vi kan med et produkt som Øgro, siger Peter Foged.

- Fosfor og andre næringsstoffer skal komme ind i kredsløbet et sted fra. Det kan planterne ikke selv producere, og man fjerner det, når man høster afgrøderne. Det er grunden til, at Øgro lige præcis henvender sig til økologerne. Vi afsætter de restprodukter, vi får, der, hvor det giver mest samfundsmæssig værdi, og kødbenmel fra mink og andre produktionsdyr giver stor værdi på de økologiske jorde, siger Bjarne Larsen.

 

Om Øgro

Øgro er et miljørigtigt dansk gødningsprodukt fra produktionsvirksomheden Daka. Den er baseret på kødbenmel fra bl.a. mink og er godkendt til økologisk landbrug. Øgro-gødninger er rige på essentielle næringsstoffer som fosfor og kvælstof og velegnet til bl.a. korn, grøntsager, raps, frugttræer, græsplæner og blomster. Øgro er hundrede procent recirkuleret og certificeret med miljømærket EU-blomsten. Det sikrer at Øgro:

•  Fremmer genanvendelse af organisk materiale

•  Begrænser jord- og vandforurening

•  Bevarer eller forbedrer jordens fysiske, kemiske og biologiske egenskaber

•  Er fri for sundhedsskadelige bakterier og frø fra ukrudt

•  Bidrager til mere frugtbarhed

 

Læs om Øgro her: Organisk gødning til økologisk landbrug