Sommerfest hos Kopenhagen Fur

Avlere, kunder, medarbejdere og venner af huset sad alle til bords, da Kopenhagen Fur slog dørene op til en sommerfest, hvor det blev fejret, at byggeriet af produktionsafsnittet er overstået.

1200 gæster havde sat sig til rette i Kopenhagen Furs nyeste produktionshal for at holde sommerfest i fællesskab. Sommerfesten markerede den endelige afslutning på byggeriet af produktionsafsnittet.  Mai Mercado (K), Børne- og Socialminister, var inviteret med for at klippe silkebåndet i selskab med blandt andet Jesper Uggerhøj, adm direktør hos Kopenhagen Fur samt Tage Pedersen, Kopenhagen Furs bestyrelsesformand.

De mange gæster fik også mulighed for at se et modeshow af Jim Lyngvild - The Ride of the Valkyries - som han tidligere har modtaget prisen bedste modeshow for i Shanghai.

Jesper Uggerhøj holdt festens første tale.

- Kopenhagen Fur er det globale center for pelshandel. Vi har fra starten haft store ambitioner, og dengang i 1963 måtte vi bygge nyt, fordi store ambitioner kræver store forhold. Og vi har bygget nyt lige siden. Af præcis samme grund. Fordi vi aldrig står stille, men altid er på vej videre med nye tiltag, innovation og vækstambitioner, sagde han under åbningstalen.

Vækstambitionerne ses også i det nye nedpakningssystem, som er til stor gavn for kunderne og dermed de danske minkavlere.

- Med indvielsen af denne bygning har vi nu over 120.000 M2 under tag, sagde produktionsdirektør Søren Valentin og tilføjede:

- Samtidig har vi udviklet og er i gang med at implementere vores nye nedpakningssystem, hvor vi vacumpakker skindene. To nye vacumpack-maskiner er taget i brug i år og yderligere tre maskiner kommer til i løbet af efteråret. Således vil alle skind være vacumpakkede fra næste salgssæson. Systemet beskytter skindene mod klaner, fugt, vand og vejr under opbevaring og på deres videre vej til garverierne.

Mai Mercado bemærkede i sin tale den positive indflydelse, som dansk minkavl har på samfundet.

- Jeg har ladet mig fortælle, at 6.000 personer arbejder direkte med pelsdyravl, samt at 600 personer arbejder her i Glostrup. Når pelsbranchen trives, så bidrager det til både vækst og jobskabelse i Danmark, sagde hun.