Show og pelshjerter trak gæster til Herning

Over 300 gæster lagde vejen forbi VIA Design i Herning lørdag den 28. januar, da der for 2. gang blev afholdt skindudstilling og modeshow på designskolen. Eftermiddagen var et samarbejde mellem VIA Design, Bordingegnenes Pelsdyravlerforening og Kopenhagen Fur. I dagens anledning var også Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum også inddraget, idet selve modeshowet blev holdt i den smukke Prismesal blandt malerier og skulpturer.

Det var avlere fra Bordingegnens Pelsdyravlerforening, der var mødt op for at få vurderet deres bedste skind, og niveauet var højt, fortæller medlem af foreningen og initiativtager til arrangementet, Peter Fleborg:

- Det er nogle af de bedste skind, vi har set i mange år. Både dommere og avlere er meget tilfredse med det høje niveau, vi ligger på her i området. Det er noget, vi kan være meget stolte af.

Ud over skindudstillingen var der også linet op til hele to modeshows i løbet af eftermiddagen, og der blev vist et bredt udvalg af pelse produceret af en lang række designere og studerende i samarbejde med Kopenhagen Studio. Der var pelse til både mænd, kvinder og børn, og pelsene var holdt i orange og brune nuancer, da temaet var "solnedgang".

Direktør i VIA Erhverv, Konstantin Lassithiotakis, bød velkommen til showet, og han pointerede i sin tale, hvor glade VIA Design er for samarbejdet med Kopenhagen Fur:

- Som branche fortjener I at blive mødt af respekt, for I leverer et produkt, som ikke kun er af høj kvalitet og bidrager til et mangfoldigt modebillede. I bidrager også i væsentlig grad til den danske samfundsøkonomi. I er i top fem over Danmarks største animalske eksportprodukter. Det er noget, man godt må være stolt af!

Hvis man ikke kunne få pels nok, havde designstuderende og lærere fra VIA Design forberedt et hjerte i mink, som gæsterne selv skulle sy færdig. Og der var travlhed i workshoppen hele dagen, hvor der med stor koncentration blev syet stropper i hjerterne. Derudover kunne man hos købe alt fra pelsure til butterflies og puder hos Troldtoft Pels, der i dagens anledning havde flyttet hele sin butik til Herning.

-  Vi kan endnu engang konstatere, at der er stor interesse for både at se og røre pels. At åbne vores skindudstillinger er en unik mulighed for at give folk et indblik i, hvad det er, vi går og arbejder med på minkgårdene hele året. Og det er samtidig en oplagt mulighed for at komme i dialog med de mange gæster, som er interesserede i pels, siger Peter Fleborg.

Hvis ikke du nåede at se udstillingen, afholdes der lignende arrangementer i Ishøj, Kolding og Aalborg i de kommende uger. Følg med på Kopenhagen Furs hjemmeside og Facebook.