2ND DAY præsenterer første styles i samarbejde med Kopenhagen Fur

De nye styles fra 2ND DAY spænder bredt, lige fra den klassiske minkpels med et moderne twist til det mere subtile. 2ND DAY's arbejde med pels har fået en ny dimension, siden Kopenhagen Fur kom ind i billedet.

Med fire nye styles har 2ND DAY nu for første gang lanceret pels i et samarbejde med Kopenhagen Fur. Det sker i forbindelse med den aktuelle københavnske modeuge.

- Den mest populære style er vores uldfrakke med minkdetaljer på lommerne. Den er kunderne vilde med, siger Merete Thaysen, Country Manager hos 2ND DAY, der hører under DAY Birger et Mikkelsen.

Hen over de fire styles har 2ND DAY og Kopenhagen Fur formået at spænde bredt, fortæller hun. Det gælder i forhold til prisen, men også stilen. Således indgår der en full-fur minkjakke til dem, som vil have den komplette pelsoplevelse, men også en sweatshirt med mindre minkdetaljer til dem, som ønsker noget mere diskret.

På trods af at 2ND DAY tidligere har haft pels i sine kollektioner, er det lidt anderledes denne gang, mener Merete Thaysen.

- Vi har været ude hos Kopenhagen Fur, hvor vi blev sat ind  i fortællingen omkring, hvor pelsen kommer fra og dens historie. Det har gjort det meget mere interessant for kunderne at høre om vores pelsstyles, siger hun.

Nogle af kunderne vil måske genkende en af årets nyheder. En af de fire styles er nemlig en denimjakke fra en tidligere kollektion, der i sin nye udgave har fået tilført pelskrave og pelskanter på ærmerne.