Udstillere mærker økonomisk opsving

Avlerne er begyndt at investere igen, bemærker tilfredse virksomheder på skindudstillingen. Forklaringen er nærliggende: minkpriserne er steget.

Som skindudstillingen i Herning 2017 går på hæld, melder de fleste tekniske leverandører til branchen om fremgang i forhold til sidste år - både målt på generel interesse og på bundlinjen efter de tre dage.

Hos Hedensted Gruppen vurderer salgsleder Jens Villadsen, at 10 procent flere end i 2016 er kommet på besøg. Han har også et godt bud på hvorfor. 

- Vi kan mærke det på publikum, både når det går godt og skidt økonomisk. De har alle sammen mere smil på læben end sidste år, siger Jens Villadsen, hvis arbejde i år var præget af Welfur og især vand til hvalpe.

Nilfisks distriktschef, som står lige i nærheden og præsenterer remedier til højtryksrensning, kan også godt tillade sig et smil på læben. Ved skindudstillingen i 2016 solgte Nilfisk kun et par maskiner, men i år bliver det i hvert fald til en 10-12 stykker, siger Jens Holm.

Andre igen mærker fremgang på andre måder. Det gælder for eksempel firmaet LDFA Teknik, som sælger løsninger til befugtning og nedkøling, og hvis stand i den forbindelse er hyllet ind i kølig dis:

- Jeg møder faktisk ikke flere kunder på udstillingen i år, end jeg gjorde sidste år. De ordrer, som jeg har fået, er til gengæld blevet større, siger LDFA's indehaver, Lars Andersen.

At det øgede salg må hænge tæt sammen med fremgangen i pelspriserne, konstaterer flere aktører. Det kan også forklare, hvorfor skadedyrsbekæmperne fra Silkeborg ikke nyder samme fremgang som leverandører til maskinparker: 

- Vi bemærker ikke så meget på vores forretning, at minkavlerne har gode og dårlige år, siger Rovfluens indehaver, Alex Frantsen, som derfor forventer samme resultat i 2017 som sidste år. Hvilket dog også var et godkendt resultat.

Når udstillerne kan sige med stor sikkerhed, hvordan det er gået, skyldes det i øvrigt, at mange handler allerede er lukket som en mundtlig aftale hen over et håndtryk. Hvilket ikke er en given ting, påpeger Lars Andersen fra LDFA.

- Skindudstillingen er jo et sted, hvor vi hvert år kan lave håndtryk om handler. Det er glimrende. Det kan man ikke så let alle steder i verden, siger Lars Andersen.