Stor interesse for Kopenhagen Fur på verdens største tekstilmesse

Kopenhagen Fur deltog i verdens største tekstil- og modemesse i Paris med en stand, som blandt andet blev besøgt af nogle af verdens største modehuse.

Den største og vigtigste mode- og tekstilmesse Première Vision blev afholdt i Paris den 13.-16. september, og Kopenhagen Fur var repræsenteret med en stand i en af de kæmpemæssige haller side om side med andre fra tekstil-, læder- og pelsbranchen.

- Vi har haft en vildt god messe på Première Vision denne gang. Der blev vist meget stor interesse for os hele vejen rundt - både fra store internationale modehuse, producenter, auktionskunder, unge designtalenter og studerende, siger Mikkel Schou, buntmager ved Kopenhagen Fur.

Stor ros

På standen var medarbejdere fra flere af Kopenhagen Furs forskellige afdelinger repræsenteret. Eksempelvis kunne en repræsentant fra kundeafdelingen være til rådighed for potentielle auktionskunder, mens buntmagere guidede modehuse og designstuderende i inkorporering af pels i deres design.

- Vi fik stor ros for vores stand - mange sagde, at det var den mest inspirerende, som var på messen. Det var meget tydeligt at mærke på folk, at de blev inspirerede af vores pelsteknikker, og at vi skubber til grænserne for, hvordan man kan arbejde med materialet, siger Mikkel Schou.

Blandt øvrige naturmaterialer

Folk fra store, internationale modehuse som Louis Vuitton, Salvatore Ferragamo, Christian Dior, Hermès og Jimmy Choo kiggede også forbi Kopenhagen Furs stand.

- Nogle af dem havde fået specifikt at vide, at de skulle hente inspiration hos os. Det vidner jo bare om, at de kender os og synes, det, vi laver, er spændende, siger Mikkel Schou.

Kopenhagen Fur har tidligere været repræsenteret på Première Vision - dog i afdelingen for accessories for at fange interessen hos folk, der måske ikke umiddelbart havde overvejet at arbejde med pels. I år var det første gang, auktionshuset havde en stand i læderhallen, hvilket ifølge Mikkel Schou gav god mening.

- Det er gået overraskende godt, og det virker mere rigtigt, at pelsen er repræsenteret blandt de andre naturlige materialer, siger buntmageren.