Pelsen stortrivedes til Åbent Landbrug på Gråsten Landbrugsskole

Åbent Landbrug på Gråsten Landbrugsskole var en succes for både deltagere og de 4.600 besøgende. Kopenhagen Fur havde en stand i Den Røde Lade og glæder sig allerede til næste år.

Der var Åbent Landbrug på Gråsten Landbrugsskole i søndags, og da dørene åbnede kl. 10, gik der ikke mere end et kvarter, før de første 1.000 mennesker var kommet indenfor. Dagens samlede besøgstal på Gråsten Landbrugsskole endte på 4.600, og der var mange forbi Kopenhagen Furs stand i Den Røde Lade.

-Det var utroligt, som folk blev ved med at vælte ind, siger minkavler og formand for Grænseegnens Pelsdyravlerforening, Jens Wistoft, og tilføjede at Kopenhagen Fur havde en god placering i Den Røde Lade i et godt miljø med mange spændende producenter.

Design og pelsdyravl i god synergi

På Kopenhagen Furs stand var der tænkt på samtlige aspekter af pelsdyravl, og det var muligt at tale med avlerne, der arbejder med minkene til hverdag. De besøgende kunne også få et mere designteknisk indblik i pelsens verden gennem buntmager Sofie Merete Erichsen, som stod på standen og fremviste teknikker og designs fra Kopenhagen Studio.

For Jens Wistoft havde det en positiv effekt at kombinere de ellers meget forskellige fagområder, da det skabte en god synergi på standen:

- Det fungerede fantastisk. Buntmageren var et godt blikfang og kunne vise komplicerede designs, mens vi minkavlere kunne fortælle en masse om pelsdyravl, som vi beskæftiger os med hver dag.

Standen fik besøg af tidligere minkavlere og buntmagere, som gerne ville høre mere om, hvor faget er på vej hen. Men der var også mange mennesker, der havde haft eller har pels og er glade for materialet, der besøgte standen for at få en snak og se på de lækre produkter.

"Vi er fuldstændig overbeviste"

Siden Åbent Landbrug slog dørene op for første gang for 19 år siden, har Kopenhagen Fur hvert år været med til at vise og fortælle om den danske pelsdyravl til de besøgende. I år deltog Kopenhagen Fur med en stand på Gråsten Landbrugsskole, og det var en så stor succes, at der ikke hersker nogen tvivl om, hvorvidt Kopenhagen Fur skal være med næste år.

- Da dagen var slut, var vi fuldstændig overbeviste om, at vi skal være med igen næste år, siger Jens Wistoft.

Åbent Landbrug kan melde om et besøgstal på i alt 86.305 i 2016, som er lidt under sidste års resultat, hvor der blev sat rekord.