De bløde chinchillaer trak folk til farmbesøg

I samarbejde med Kæledyrsforeningen blev der i lørdags afholdt åbent hus og udstilling på Majbritt Kongstads chinchilla-farm i Helsinge. Her var der både mulighed for at lære om det bløde dyr som kæledyr og som avlsdyr til pels.

- Der var god interesse for begge aspekter, og der var mange, der var inde og se staldene og gerne ville høre om chinchillaavl, siger Majbritt Kongstad, der er tilfreds efter lørdagens åbent hus-arrangement, som blev afholdt på hendes chinchilla-farm i Helsinge i samarbejde med Kæledyrsforeningen.

Majbritt Kongstad og de 15 udstillere fra Kæledyrsforeningen havde omkring 40 besøgende til lørdagens arrangement, hvor de 140 chinchillaer, som både var medbragte kæledyr og faste beboere på farmen, mødte stor interesse.

Der var rundvisning i staldene to gange i løbet af dagen, og begge rundvisninger var populære:

- Der var mange gode spørgsmål til at have chinchillaer som avlsdyr, men også som kæledyr, og så var det godt, at Kæledyrsforeningen var der til at svare, siger Majbritt Kongstad og tilføjer, at hun er glad for, at det har været muligt at lave et samarbejde med Kæledyrsforeningen, fordi det viser, at den ene ting ikke skal udelukke den anden.