Kopenhagen Furs samarbejdspartnere vælter sig i designpriser

Saks Potts fremiste deres SS17-kollektion under den københavnske modeuge i august.

Den unge designerduo Saks Potts er indstillet til en prestigefyldt designpris, og de er blot ét eksempel på mange af Kopenhagen Furs designsamarbejdspartnere, som bliver hyldet for deres talent.

Dansk Design Talent - Magasin Prisen sætter spot på morgendagens store designere, og i år er Kopenhagen Furs designsamarbejdspartner Saks Potts, der består af Cathrine Saks og Barbara Potts, blandt andre blevet indstillet til prisen.

- Det er fantastisk, og vi er vildt beærede over at være blevet indstillet blandt nogle så dygtige designere. Det viser, at der er en tro på, vi kan blive til noget rigtig stort. Vi har høje ambitioner, og den her pris kan være med til at åbne døre og hjælpe os godt på vej, siger Cathrine Saks.

Prisen bliver uddelt den 27. oktober, og de fire nominerede talenter konkurrerer om en præmie på 500.000 kroner og et modeshow under Københavns modeuge i februar 2017.

Her kan du stemme på den af de fire designtalenter, du synes, skal vinde Dansk Design Talent - Magasin Prisen 2016.

Stolt over samarbejder

I 2015 vandt Saks Potts prisen 'Årets Uundgåelige' ved Elle Style Awards, og duoen er langt fra de eneste af Kopenhagen Furs designsamarbejdspartnere, der bliver hyldet af modebranchen.

Anne Sofie Madsen vandt den prestigefyldte Dansk Design Talent-pris i 2013, Mark Kenly Domino Tan vandt den i 2014, og sidste år var det herretøjsbrandet Tonsure, der løb med sejren. Fælles for dem alle er, at de har samarbejdet med Kopenhagen Fur.

- Vi er meget stolte over at samarbejde med så mange talentfulde designere, og vi synes selv, at vi har fat i det helt rigtige klientel. Nogle gange har vi fat i dem før og nogle gange efter, de er blevet "opdaget" og har fået medieopmærksomhed. Det går begge veje, men hvis vores samarbejde kan hjælpe designerne med at få øget fokus, så er vi lykkedes, siger Thomas Andersen, der er leder af Kopenhagen Furs kreative workshop, Kopenhagen Studio.

Nogle flere eksempler på Kopenhagen Furs talentfulde samarbejdspartnere er Astrid Andersen, som vandt den engelske modepris Newgen Men i 2013, Freya Dalsjø som blev kåret til 'Årets Designer' ved Elle Style Awards i 2015, og Tonsure der vandt prisen i menswear-kategorien for den internationale modepris Woolmark Prize i år. Sidstnævnte pris blev Freya Dalsjø og Kjetil Aas også nominerede til i 2015.