Efterårsferien i Fårup Sommerland handler om landbrug

Foto: Fårup Sommerland

I hele efterårsferien besøger Landbrug & Fødevarer Fårup Sommerland i Nordjylland, hvor du og familien kan møde avlere fra hele branchen.

Efterårsferien står i Landbrug & Fødevarers tegn i Fårup Sommerland, når der afholdes Høstfest med en masse spændende aktiviteter. I uge 42 kan du og din familie nemlig møde danske landmænd fra Nordjylland, når de besøger sommerlandet. De holder til på Bondegården på Eventpladsen, hvor du også kan møde de små, søde kalve. Nordjyske mink- og chinchillaavlere vil også være at finde på Bondegården lørdag, søndag og mandag i begyndelsen af ferien.

Kopenhagen Fur vil være til stede side om side med de andre erhverv i form af 16 mink- og chinchillaavlere, som er klar til at fortælle om, hvad de laver i hverdagen, vise og fortælle om medbragte skind. Mink- og chinchillaavlerne er i Fårup Sommerland fra lørdag den 15. oktober til og med mandag d. 17. oktober, og der vil være rig mulighed for at se masser af pels hos avlerne, når modeller viser det frem i parken.

Sammen med mink- og chinchillaavlerne, kan du også møde kvæg-, hønse- og svineavlere, som alle står klar i Landbrug & Fødevarers område, til at fortælle mere om, hvordan deres arbejde foregår ude på gårdene.

Parken har åbent fra klokken 10 til 17 i efterårsferien, og man skal betale normal entré for at komme ind til arrangementet.