Designs med Grønland som inspiration

Malte Flagstad fra Tonsure er designeren bag to nye styles i sæl, som skal præsenteres til vinter, og han tænker sæl på en helt ny måde.

Sæl i forskellige nuancer af blå ligger spredt ud over det grålige arbejdsbord i det store designstudie i Fredericiagade. Designeren, Malte Flagstad, holder to skind op mod hinanden og viser dem til buntmager Bettina Haugaard Hansen, som nikker anerkendende. Der ligger også et par slidte blå Levi's på bordet, som er inspirationen til den ene style, der skal laves til Tonsures næste kollektion.

Tonsure er et af de mest lovende brands på den danske designfront og blev skabt af designeren Malte Flagstad i 2013, som indtil da havde arbejdet som designer for det franske modehus Maison Martin Margiela. Siden Tonsures debut med efterårskollektionen til 2014, er det gået hurtigt for brandet, der nu bliver forhandlet i storbyer som Berlin, Paris og Tokyo. 

I slutningen af august i år var Malte Flagstad i Grønland for at se nærmere på processen - fra fangerne skyder sælen, til skindet bliver gjort klar til brug af Great Greenland. Besøget var i forbindelse med Tonsures nye samarbejde med Kopenhagen Fur og Great Greenland, hvor der skal laves to styles netop i sæl.

Formålet var at få et indblik i sælfangst og mere viden om sæl som designmateriale. Halvdelen af besøget blev brugt hos Great Greenland i garveriet og systuen, mens den anden halvdel foregik på havet, hvor Malte Flagstad var med en fanger på sæljagt. Den grønlandske natur og befolkning er inspirationskilden til de nye designs, som han håber at kunne præsentere i sin næste kollektion.

Slidte jeans og dunveste

- På turen lagde jeg mærke til, at mange grønlændere går i dunveste, slidte jeans og træningstøj, som man ikke vil forbinde med det traditionelle Grønland, så jeg synes, det er interessant at prøve at kombinere de to, siger Malte Flagstad om inspirationen til sine designs.

Inden turen havde han aldrig været i Grønland, og det gjorde stort indtryk på ham, hvor vigtig naturen er. De fanger selv hvaler, sæler og fisk, der bliver handlet med hver dag, og hvis en fanger får en sæl med hjem, afleverer han skindet hos Great Greenland og får på den måde en ekstra indtægt ud over det, han tjener på kødet.

'Det er ikke for at drille dem'

Den endelige del af designprocessen er nu i gang i Kopenhagen Furs kreative workshop, Kopenhagen Studio. Malte Flagstad arbejder sammen med buntmager Bettina Haugaard Hansen, som han også har arbejdet sammen med på tidligere designs.

 - Jeg forventer, at der kommer nogle fantastiske styles ud af vores samarbejde, der viser en ny, sjov og mere maskulin måde at bære sælen på, siger Bettina Haugaard Hansen.

Malte Flagstad er glad for at have ekspertisen fra Kopenhagen Studio at trække på, og han har tænkt sig at bruge buntmagerne og Thomas Andersen, der er leder af Kopenhagen Studio, så godt han kan.

- Det er ikke for at drille dem, men jeg har prøvet at tage noget, jeg tænker, bliver svært at få til at fungere. Som at få pels til at ligne denim. Det kunne i hvert fald potentielt blive ret svært, men jeg er rimelig overbevist om, at det nok skal kunne lade sig gøre, siger han.

Samarbejde øger kendskabet

En del af markedsføringen af Great Greenland og sælen består i designsamarbejder med udvalgte designere og brands fra den danske modebranche. De får muligheden for at arbejde med sæl sammen med Kopenhagen Furs buntmagere, og Kopenhagen Fur og Great Greenland får omtale.

- Det er vigtigt for Kopenhagen Fur at holde fanen højt i forhold til pels som materiale i modebilledet, siger Thomas Andersen.

De to styles skal være færdige inden udgangen af 2016, så de kan præsenteres til vinter som en del af Tonsures nyeste kollektion.