Jim Lyngvild designer minkkappe i Kina

Den store kinesiske designer QiGang og Jim Lyngvild har sammen skabt et design, der sammensmelter nordisk og kinesisk pelsmode, som skal vises under Kopenhagen Furs modeshow ved Shanghai Fashion Week.

Designer QiGang meldte sig pludseligt på banen, efter han havde hørt, at den danske modekommentator og designer Jim Lyngvild var i fuld gang med at forberede et stort vikingeshow med styles fra Fur Fab til Shanghai Fashion Week.

Derfor har Jim Lyngvild netop været i Kina, hvor han sammen med QiGang designede en minkkappe til det store modeshow, Kopenhagen Fur afholder i begyndelsen af april. 

Kappen kommer til at afspejle både nordisk og kinesisk pelsmode, og ifølge Jim Lyngvild fortolker Qigang den danske kulturarv og mode, så den får et kinesisk twist.

- Det er rigtig spændende og givende at arbejde med Qigang og den kinesiske fortolkning af vikingerne. Men faktisk er de to verdener ikke så langt fra hinanden. Begge kulturer benytter nogle af de samme fortællingsmidler, såsom drager. I en gammel vikingegrav er der tilmed fundet en Buddha-statue, hvilket vidner om, at vores forfædre nok på et eller andet tidspunkt har mødtes og udvekslet kultur, siger Jim Lyngvild.

Stor medieinteresse 

Lyngvild og Qigang arbejdede tæt sammen i QiGangs studio fra morgenstunden til sen eftermiddag.

Under arbejdsprocessen var pressen - bl.a. Youku, Kinas svar på Youtube, og Xinhua News, Kinas svar på Reuters - mødt massivt op og fulgte nøje deres arbejde. 

Qigang var begejstret for at møde den høje blonde dansker, og der gik ikke mange minutter efter mødet, før der begyndte at florere billeder af Qigang og Lyngvild på de kinesiske sociale medier.

Kopenhagen Fur har tidligere arbejdet med Qigang. Senest til vores H. C. Andersen-show under China Fashion Week i 2014, hvor han designede indgangen til Nattergalen.