Kopenhagen Fur til pelsmesse i Grækenland

I weekenden løb Kastoria International Fur Fair af stablen. Kopenhagen Fur deltog også i den vigtige begivenhed, hvor man kan få en indikation på, hvordan det går i branchen.

Kastoria International Fur Fair er en stor pelsmesse placeret i Grækenland, hvor de mest indflydelsesrige spillere på pelsmarkedet kommer og udstiller, kigger på nye styles og gør forretning, og det var med deltagelse fra Kopenhagen Fur, hvor global sales manager Per Knudsen blandt andet var af sted.

- Kastoria er jo det største og vigtigste område i hele Europa, når det kommer til pels og produktion af pels. I de senere år har Grækenland rettet blikket mod andre markeder, men det er stadigvæk primært i de russiske områder, de er aktive. De græske kunder er en vigtig del af auktionerne, de plejer at give en pejling af, hvordan det går med branchen i Europa og Rusland, siger Per Knudsen.

Han fortæller, at man fra Kastorias side havde gjort meget for at gøre messen attraktiv. Det var blandt andet lykkedes at få det højeste antal udstillere til at stille op, og der var helt fyldt i det 13.000 kvadratmeter store udstillerområde.

Indikationer på det russiske marked

Kastoria International Fur Fair havde gjort en stor indsats for at få de russiske kunder til at komme. Blandt andet havde man indsat specielle fly til at flyve de russiske kunder til Grækenland, og det er ifølge Per Knudsen meget vigtigt.

- Der var mange russiske kunder til stede til trods for den økonomiske krise i Rusland. Forventningerne var ikke særlig høje, men de personer, vi talte med, var positivt overraskede, for der var kommet langt flere, end man havde regnet med. Det er klart, at der ikke var lige så meget gang i den, som da det gik bedre i branchen, men vi oplevede en bedre messe, end vi havde troet, siger Per Knudsen.

Ifølge Per Knudsen er det store springende spørgsmål, om der bliver solgt noget. Der blev lavet aftaler, men aftalerne denne gang var mere eller mindre små ordrer, og flere af udstillerne havde bekymringer om, hvorvidt ordrerne ville blive gennemført.

Lavere skindpriser får nye spillere på banen

I helhed har Per Knudsen et godt indtryk efter messen, hvor der var en god stemning blandt de mange gæster.

- Det styrker bevidstheden om, at det stadigvæk er et attraktivt produkt, men prisen gør selvfølgelig også, at det bliver attraktivt for mindre forhandlere og producenter at købe pels, og det åbner op for nye aktører i branchen. Det er selvfølgelig positivt, og en af de ting, vi har kæmpet for, er at få pels mere ud i modebranchen, siger Per Knudsen.

Han fortæller, at der var en tendens til at bruge mindre pels i de forskellige styles. Hvis priserne er lave, og tendensen er, at man bruger mindre pels på de forskellige styles, så kan det få nye producenter på banen, som måske ikke har brugt pels i produktionen før.