Grindsted Landbrugsskole viste pels frem til dyrskue

Grindsted Landbrugsskole har de seneste år haft stor succes med deres Farm Festival, hvor landbrugseleverne viser dyr frem og afholder dyrskue. Både heste, grise, køer og mink blev vist frem for 1500 dagpleje- og skolebørn.

Fredag den 20. maj havde Grindsted Landbrugsskole inviteret til Farm Festival. Her skulle landbrugseleverne lære at gå med dyrene og håndtere dem. Der skulle blandt andet trækkes med kvier, og nogle af eleverne prøvede sågar at træne agility med grisene.

For eleverne på minklinjen var det ikke lige så let at trække med dyrene, så i stedet valgte tre af dem at gå modeshow, hvor de var iført flotte pelsjakker udlånt af Furbazaar. Det var dog svært at nå det hele for pigerne, så de måtte springe fra kostalden til catwalken iført gummistøvler og uglet hår, men som Martha Voss, cand.agro. og lektor på Grindsted Landbrugsskole, siger, så lignede pigerne alligevel en million.

Grindsted Landbrugsskole havde inviteret de omkringliggende skoler og dagplejere, og det var en stor succes. Fredag formiddag dukkede der nemlig 1500 børn op.

- Vi fik mange positive tilbagemeldinger. Folk syntes, modeshowet var godt, der blev piftet efter pigerne, og mange af børnene vendte tilbage om eftermiddagen med deres forældre, siger Martha Voss.

Farm Festival skal lære børn om landbrug

Farm Festival startede i 2000, og nu har det udviklet sig til et dyrskue, hvor eleverne ud over at vise dyr frem også viser, hvordan en velpoleret traktor skal se ud. Der er også konkurrencer, og hvert år dukker der mange interesserede børn op, og det er vigtigt, mener Martha Voss.

- Vi inviterer dem, fordi vi gerne vil have, at de på et tidspunkt skal vælge en landbrugsuddannelse. Vi har brug for, at de unge interesserer sig for landbrug, for der bliver brug for dem i fremtiden. Samtidig er det en god måde at vise landbruget frem, og de fik sig en på opleveren, siger Martha Voss.

Børnene kunne gå hjem med merchandise - lige fra pamfletter til pelsfilm, som nu ligger rundt på børneværelserne i Grindsted og omegn.