600 kunder forventes under juni-auktionen

Eftersynet er begyndt hos Kopenhagen Fur, og skindene står klar til at blive inspiceret af gæsterne.

Kopenhagen Fur forventer, at omtrent 600 kunder besøger huset under auktionen. Fra Kina og Hongkong forventes cirka 375 kunder.

Juni har været en travl måned for skindkøberne. Der er en igangværende auktion i Helsinki og tidligere på måneden i Toronto, og netop derfor har det været væsentligt at udsende det foreløbige salgsprogram i god tid, så kunderne har kunnet disponere over deres likvider.

Kunderne har i flere uger kunnet se, at Kopenhagen Fur udbyder omtrent 5,5 millioner regulære skind i slutningen af juni ud af det samlede udbud på over 7 millioner minkskind. Dermed tilbyder det danske auktionshus den sidste chance for at købe gode kvalitetsskind i store mængder, inden skindproducenterne begynder at producere skindvarer til næste sæson. Den tidlige udsendelse af det foreløbige salgsprogram er en af årsagerne til den positive interesse fra kunderne.

Samtidig forventes også en positiv interesse fra skindkøbere, som følger auktionen via live-stream i Kina. Herfra kan skindkøbere ringe deres bud ind til kommisærer i salen, hvilket skaber øget konkurrence om varerne.

Kopenhagen Furs juni-auktion strækker sig over ni dage. Mandag d. 20. begynder salget med blandt andet sæl og chinchilla. Fra tirsdag begynder mink-salget med Pastel Hanner.