Weekendens pelsshow var en stor succes

Mange valgte lørdag at lægge vejen forbi VIA Design, hvor der blev afholdt et stort pelsshow med blandt andet modeopvisning, skindudstilling og workshops.

Lørdag eftermiddag slog lokale avlere, VIA Design og Kopenhagen Fur dørene op for en spændende eftermiddag i pelsens tegn i Herning, hvor besøgende kunne se på skind og pelsmode, møde avlere og buntmagere.

- Det var mildest talt en succes, for der var en kæmpetilslutning til arrangementet. Det var et forrygende pelsmodeshow, og vi har kun fået positiv feedback, siger Peter Fleborg, formand for Bording-egnens pelsdyravlerforening.

Ud over det store modeshow under titlen "Winter Wonderland", var der 21 lokale avlere, som udstillede deres skind og besvarede spørgsmål, hvilket mange af de besøgende benyttede sig af.

Løb tør for skind

Desuden kunne besøgende deltage i en workshop, hvor man kunne sy sit eget pelsarmbånd, som buntmagerstuderende fra VIA Design hjalp med.

- Workshoppen var også en så fantastisk succes, at vi faktisk var ved at løbe tør for skind til syning, siger Peter Fleborg.

Se de mange billeder fra arrangementet i galleriet ovenfor.