Januar-auktionen begyndte med besøg fra folketinget

Jane Heitmann blev vist rundt med blandt andre Jim Lyngvild (TV).

Folketingsmedlem Jane Heitmann besøgte Kopenhagen Furs første auktionsdag til en rundvisning i produktionen og et kig ind til auktionssalen. Det var en lærerig og imponerende oplevelse.

Venstrefolketingsmedlemmet, Jane Heitmann, besøgte Kopenhagen Furs januar-auktion på åbningsdagen i pelshusets lokaler i Glostrup. Her blev hun vist rundt i produktionen for at få et indblik i det store arbejde, der ligger bag skindsorteringen, og efterfølgende var hun inde i auktionssalen, hvor hun overværede lidt af den første auktion i 2016.

- Det første, jeg tænkte på, da jeg trådte ind ad døren var, at det er imponerende. Man står jo midt i et internationalt centrum for salg af mink, og jeg oplevede, at engagementet hos Kopenhagen Fur er virkelig stort, siger hun.

Et spændende internationalt marked

Jane Heitmann har siddet i folketinget for Venstre siden 2011, men inden da var hun selvstændig erhvervsdrivende inden for dentalbranchen. Hun har aldrig været på auktion før, så det var især auktionssalen og det summende internationale marked, som i første omgang fangede hendes interesse.

- Jeg synes personligt, at markedet under auktionen er rigtig spændende. Man kan tydeligt mærke det internationale miljø, når man går rundt her på Kopenhagen Fur. Jeg har både hørt kinesere, briter og russere. Derudover synes jeg, det er opløftende fra en politisk vinkel, at der er så stor international interesse for et dansk produkt, siger hun.

Hun synes også, at hendes rundtur i produktionen, hvor hun hørte om sorteringen af minkskind, og fik et indblik i de parametre man udvælger skindene efter, var meget lærerigt.

- Det er sjovt at se og mærke kvaliteten og blive klogere på forskellene på minkskindene. Jeg er jo ikke ekspert, så jeg synes, det var spændende at se, hvad man kigger efter, når man skal sortere skind, siger hun.