Høje besøgstal ved weekendens pelsudstillinger

Weekenden bød på to pelsudstillinger i henholdsvis Han Herred Pelsdyravlerforening og Djursland & Omegns Pelsdyravlerforening, hvor besøgstallene oversteg forventningerne.

I weekenden var der hele to pelsudstillinger i det jyske. Fredag 29. januar inviterede Han Herred Pelsdyravlerforening til udstilling og jubilæum. Det var nemlig pelsdyravlerforeningens 50 års jubilæum, og derfor var der stillet op i Brovst Sport & Kulturcenter.

Dion Hjørringgaard, formand for Han Herred Pelsdyravlerforening, var meget tilfreds med at kunne fejre foreningen og samtidig vise de mange flotte skind frem:

- Det gik rigtig fint, vi er i hvert fald godt tilfredse. Der var godt med bundter i år, 318 styk, så det var flere end sidste år, og kvaliteten var også okay. Der var lidt, der skulle rettes ind, men det er jo også derfor, vi har de udstillinger, siger Dion Hjørringgaard.

Buntmager Ole B. Christensen var også til stede i Brovst, og han delte samme oplevelse som Dion Hjørringgaard.

- Det virkede til, at gæsterne var i godt humør, og stemningen var god hele dagen. Der var mange gæster, endda flere end man havde turde håbe på. Borgmesteren i Jammerbugt Kommune, Mogens Gade (V), holdt tale inden udstillingen og showet, og det var meget fine ord til både branchen og arrangementet.

Foreningen fejrede jubilæet med spisning om aftenen, hvor 90 avlere deltog.

Godt med besøgende i Grenå

Lørdag den 30. januar skulle pelsavlerne på Djursland vise deres skind frem, da der var skindudstilling i Kulturhuset Pavillonen i Grenå, hvor formand for Djursland & Omegns Pelsdyravlerforening, Søren Sodemann, var mere end tilfreds:

-  Jeg vil betegne det som over al forventning. Der var faktisk ikke plads til flere mennesker. Der var opbakning fra cirka 50 procent af avlerne på udstillingen, og så var det de mange gæster udefra, som fyldte godt op.

Blandt andet var der i Grenå besøg af folketingsmedlem Mette Hjermind Dencker (DF), der beundrede de mange flotte skind.

Også her var Ole B. Christensen til stede, og han kunne fortælle, at arrangementet var ligesom i de gamle dage før finanskrisen.

- Den fornemmelse, man fik til arrangementet, var ligesom den før finanskrisen. Der var masser af mennesker, og der var også blevet reklameret rigtig godt op til arrangementet. Blandt andet blev der husomdelt reklame for arrangementet ugen op til, og det gav rigtig meget, siger buntmageren.