Ekspert: Mink er ikke inficeret med MRSA

En ny undersøgelse udført af Fødevarestyrelsen har fundet MRSA af typen CC398 på 11 ud af 50 minkfarme.

På ingen af farmene er der dog fundet mere en enkelt positiv prøve, selvom der blev taget flere prøver på hver farm. På fire af farmene er bakterien fundet i foderet. Det skriver Ingeniøren.

Stig Mellergaard, souschef for fødevaresundhed i Fødevarestyrelsen, siger til Ingeniøren, at han ikke mener, at minkene er inficeret med MRSA, men at nogle mink bærer rundt på bakterien. Kilden er foderet, som blandt andet består af skær fra svin.

- Hvis MRSA havde sat sig fast som infektion, burde der have været betydeligt mere MRSA blandt minkene, end vi har fundet. Så havde det spredt sig mere, siger Stig Mellergaard til Ingeniøren.

Det skal nu undersøges, om den foreløbige hypotese er korrekt.

Læs hele historien her:  http://ing.dk/artikel/hver-femte-minkfarm-er-nu-inficeret-med-svine-mrsa-182547