WelFur går i tråd med forbruger-trend

Ifølge trendinstitut efterspørger forbrugerne i stadig højere grad mærkeordninger som WelFur, der skaber gennemsigtighed og giver vejledning i forhold til de varer, man køber. 

Nøglehulsmærket, Svanemærket, A-mærket, Øko-mærket. Det boomer med mærkeordninger, og for trendinstituttet pej gruppen, der i mere end 40 år har formidlet viden om trends og forbrugeradfærd, er WelFur en naturlig forlængelse af certificeringsbølgen.

- Det har været under opsejling længe, så det måtte jo også komme til pelsbranchen. Mærkningsordningerne er blevet vigtige for andre brancher, og det er godt, at pelsbranchen har taget det til sig, så der kommer fuld åben- og gennemsigtighed til gavn for alle, siger Louise Byg Kongsholm, administrerende direktør i pej gruppen.

For hende er certificeringerne et tydeligt bevis på, at forbrugerne efterspørger hjælp.

- Forbrugerne står i dag over for uoverskueligt mange informationer og valg. De kan ikke selv gennemskue rigtigt eller forkert, god dyrevelfærd versus knap så god dyrevelfærd, for de har hverken tid eller ressourcer til at sætte sig ind i alle produkter - lige fra æg over mælk til minkskind - og hvor man skal placere sine penge i forhold til sin samvittighed. Derfor er certificering en god idé, siger Louise Byg Kongsholm.

Vigtigt med gennemarbejdning

Testning af WelFur har været i gang på danske og europæiske farme siden 2011, og ifølge Louise Byg Kongsholm, er det kun godt, at certificeringen har været lang tid undervejs og er blevet gennemtestet med forsøgsordninger. Hun understreger også, at det langt fra kun er slutforbrugeren, der skal ud og købe pels, som WelFur får en betydning for.

- Det gør ikke noget, at der er lang indløbstid. Man skal endelig begå alle de fejl, der skal begås, og komme igennem alle de børnesygdomme, der måtte være. For så snart det er en officiel certificering, så fanger bordet. Det er Kopenhagen Furs fornemste opgave, at certificeringen er så god og gennemtænkt, at designere, der gerne vil bruge pels, trygt kan vælge de mink, der kommer fra auktionshuset i Glostrup. Designerne lægger deres renommé i Kopenhagen Furs hænder, så de skal kunne forsvare valget af netop de mink, fordi de er certificerede, siger Louise Byg Kongsholm.

Birger Christensen hilser WelFur velkommen

Mode- og pelshuset Birger Christensen har solgt pelse siden 1869, og forretningensadministrerende direktør Jens Birger Christensen glæder sig over, at WelFur-certificeringen er på vej.

- Personligt tror jeg virkelig på certificering. Jeg er meget åben og mener, at jo mere transparente vi er, des bedre. Det er kun positivt, at vi kan være åbne omkring den verden, vi lever i, og gør det muligt at følge skindenes vej, siger Jens Birger Christensen.

Når en kunde spørger ind til forretningens pelse, vil det ifølge Jens Birger Christensen være ideelt, hvis personalet kan henvise til noget konkret informationsmateriale om dyrenes velfærd.

- For at sige det lige ud har vi ikke nogen ordentlig dokumentation på området på nuværende tidspunkt. Hvis vi går dybere ind i en samtale med den enkelte kunde, så vil det kun være positivt, hvis vi kan henvise til noget konkret, siger pelshusets topchef.

Politisk legitimitet

Denis Simonin er leder af Europa-Kommissionens dyrevelfærdsenhed. Han er ligeledes tilhænger af gennemsigtighed. Samtidig mener han, at certificering og information til forbrugerne primært er et anliggende for virksomheder snarere end lovgivningen. På globalt plan har store aktører inden for fødevarer forstået behovet for se fremad og gå videre end lovgivningen - ligesom den europæiske pelsbranche. I sidste ende afhænger enhver branche af legitimiteten og dens evne til at opfylde forventningerne fra det omgivende samfund.

- Offentligheden, ikke kun i Europa, bliver som sagt mere og mere følelsesmæssigt involveret i dyr. Enhver branche, der vedrører dyreopdræt, bør derfor være meget opmærksomme på at udvikle standarder, der opfylder disse forventninger og sørge for, at folk er opmærksomme på dem og accepterer dem. Den tilgang, som den europæiske pelsdyravlerbranche har, passer perfekt ind i denne linje. Det er vigtigt, at borgere og forbrugere bliver informeret korrekt om processen i produktionen. De skal påtage sig deres eget ansvar, når de køber et animalsk produkt. De fleste mennesker accepterer, at mennesker anvender dyr til forskellige formål, så længe det gøres rigtigt, og det ikke indebærer lidelse, siger Denis Simonin.