Mød de danske minkavlere på Farmerdagen

Farmerdagen i Herning er netop begyndt i Messecenter Herning. Avlere og interesserede er begyndt at møde op for at se på det nyeste farmudstyr og for at være sociale med hinanden.

Det er atter blevet den tid på året, hvor Farmerdagen i Herning slår dørene op. Her kan avlere og andre nysgerrige se hvordan kvalitetspelsning foregår og se det nyeste farmudstyr, som bliver udstillet på messegulvet.

Det foregår i Messecenter Herning i dag fra kl. 09.30-16.00, og gæsterne er langsomt ved at komme til.

Til sidste års Farmerdag lå besøgstallet på 800 mennesker, der både tæller minkavlere, familie venner og udstillere. Og dette års arrangement forventes at kunne tiltrække mindst lige så mange.

Kopenhagen Fur afholder et informationsmøde kl. 11 for de interesserede avlere, hvor biproduktforordningen, forebyggelse af våd bug og planlægning af plasmacytosetesten, test 600, er på dagsordenen.

45 udstillere på messen

Pelsning er igen den bærende del på Farmerdag i Herning, hvor der med de mange tilmeldte udstillere bliver vist masser af udstyr frem. Kopenhagen Furs Avlerservice meddeler, at der er i alt 45 udstillere på messegulvet. Medarbejdere ved Kopenhagen Furs egen stand vil vise de bedste metoder til pelsning og kvalitetssikring, så pelskvaliteten kan forblive i top og fejlraten i bund.

Som nævnt har Farmerdagen åbent frem til klokken 16.00 i dag, dermed er der lagt op til en god start på weekenden for de gæster, som lægger vejen forbi Hal M i Messecenter Herning.