Tilfredsstillende minksæson afsluttes med prisfald

Kopenhagen Furs salgssæson i 2015 nærmer sig sin afslutning med september-auktionen. I 2014 faldt minkprisen efter rekordåret 2013. Pelsmarkedet havde opbygget en boble, som bristede.

I kraft af de danske minkskinds høje kvalitet og deraf væsentligt højere afregningspris, var det Kopenhagen Furs vurdering, at de danske minkavlere var klædt godt på til et faldende marked. Forventningen var, at de danske minkavlere fortsat ville have rentable bedrifter. Det har vist sig at holde stik og ved udgangen af 2015 har de danske minkavlere opnået en styrket position på det stærkt konkurrenceprægede internationale pelsmarked. I 2015 er prisen på mink igen steget, selvom markedet fortsat er præget af usikkerhed.

Den seneste tids uro i den kinesiske økonomi med blandt andet stærkt faldende aktiekurser og nedjusteringer af den forventede vækst har dog blandt andet ført til prisfald på den første salgsdag på Kopenhagen Furs september-auktion. Her udbydes 7,1 millioner minkskind fra 24. september til 2. oktober. Første type under hammeren er et mindre udbud af Palomino hanner og tæver. På førstedagen faldt minkprisen med 30 til 40 procent, og 70 til 80 procent af skindene blev solgt.

Prisfaldet var ventet netop på grund af uroen i den kinesiske økonomi sammenholdt med det faktum, at lagrene af færdigvarer er godt fyldte. Pelsforhandlerne venter på, at detailsæsonen går i gang og indtil det sker, vil opkøberne disponere forsigtigt.

Set over hele sæsonen er Kopenhagen Fur imidlertid tilfreds med auktionernes forløb. Omsætningen på de første fire auktioner er opgjort til 9,988 milliarder kr. Dermed har Kopenhagen Fur allerede før september-auktionens salg medregnes øget omsætningen med 24 procent fra 8,072 milliarder i foregående salgssæson. Der er totalt udbudt og solgt 23,2 mio. minkskind på årets første fire auktioner. Der mangler at blive udbudt 7,1 millioner minkskind på september-auktionen.

 

Tabel 1: Kopenhagen Furs auktionsomsætning i milliarder kr.

 

2011

2012

2013

2014

2015

Auktionsomsætning

8,086

10,588

13,279

8,072

9,988*

* Tallet er gjort for de første 4 auktioner i 2015. Den samlede omsætning i 2015 kan først endeligt opgøres efter september-auktionen, men estimeret forventes årsomsætningen at blive knap 12 milliarder kr.

I de senere år er prisforskellen på minkskind af høj og af lav kvalitet øget. I 2014 opnåede danske minkavlere således en merpris på 34 procent i forhold til udenlandske minkskind solgt på Kopenhagen Furs auktioner. Den udvikling er fastholdt og ventes at stige yderligere i 2015, når september-auktionen medregnes. Se Tabel 2.

 

Tabel 2: Merpris i % på dansk mink sammenlignet med udenlandsk mink solgt på Kopenhagen Furs auktioner.

 

2010

2011

2012

2013

2014

2015*

Danske minkskind, gennemsnitspris i kr.

336

401

503

612

324

429

Udenlandske minkskind, gennemsnitspris i kr.

284

332

418

498

241

320

Merpris i % til danske minkaver

18

21

20

23

34

34

* Tallene for 2015 er opgjort for de første fire auktioner.

Kopenhagen Fur har i de seneste 10 år udviklet sig fra primært at være råvareleverandør til at være involveret i hele værdikæden. Kopenhagen Fur har for eksempel etableret egen shippingafdeling, som sikrer en effektiv transport af skind. Virksomheden er også dybt engageret i produkt- og brandudvikling. I Danmark sker det i regi af KiCK, Kopenhagen internationale Center for Kreativitet, og producentvirksomheden Oh! By Kopenhagen Fur.

Alt i alt, oplever kunder Kopenhagen Fur som helhedsorienteret, effektiv og en god samarbejdspartner. Dette er igen med til at tiltrække auktionskunder. En stor del af auktionshusets indtjening kommer fra salgsafgifter fra kunder og leverandører. Denne indtjening kommer de danske avlere til gode i form af finansiering af de fælles virksomheder, erhvervspolitiske aktiviteter og udlodning af virksomhedens overskud. Dette er igen med til at give en konkurrencemæssig fordel.

Rammebetingelserne i Danmark er en væsentlig parameter i erhvervets konkurrenceevne. Auktionshusets beliggenhed i København giver adgang til effektiv infrastruktur, gode hoteller og en generel høj tilgængelighed for udenlandske gæster. Udstedelsen af visum til for eksempel kinesiske auktionskunder er ligeledes effektiv med et højt serviceniveau fra den danske udenrigstjeneste.

De danske minkavleres organisering er effektiv. Den nyeste viden er tilgængelig for alle, og ethvert medlem kan til enhver tid få rådgivning og assistance til at optimere på sin produktion. Minkavlerne ser ikke hinanden om konkurrenter, men som kollegaer. Man hjælper hinanden og understøtter et fælles mål om at bevare førertrøjen. Den målsætning gennemsyrer hele organiseringen og gør, at produktionen hele tiden udvikles og optimeres med henblik på at producere de bedst betalte skind.

Sammensætningen af den danske minkproduktion er i dag meget anderledes end for ti år siden. Andelen af brune minkskind er faldet til fordel for lysere minktyper, og produktionen er omlagt til minkskind med korte hår. Det er faktorer, som øger værdien af produktionen væsentligt. Evnen til at omlægge og udvikle produktionen, så den hele tiden bevæger sig hen, hvor kunderne er klar til at betale mest, er dansk minkavls store styrke. Det kræver viden og ekspertise, som giver udenlandske konkurrenter baghjul.

Der er i de senere år kommet nye minkavlere til, og mange har udvidet deres produktion. De fleste vurderes at være velkonsoliderede, og der er investeret ganske meget i farmene, så produktionsapparatet er toptunet. Der ligger ikke nogen nævneværdig investeringsbyrde foran, som så at sige kan vælte læsset for branchen.

Konklusion:

Historisk har danske minkavlere erobret markedsandele i krisetider. Konkurrenceevnen er høj med en væsentlig merpris på danskproducerede minkskind, og de gode tider er blevet brugt fornuftigt til at konsolidere og forberede branchen og de fælles virksomheder på en nedtur.

Der findes ikke modeller, som kan forudsige minkprisen og markedsudviklingen. Moden, vejret og dollarkursen er usikkerhedsfaktorer, som alle påvirker markedet for minkskind. En kold vinter i Kina kan være dynamoen, der får gang i et væsentligt mersalg, men vejret er som bekendt umuligt at forudsige. Efterspørgslen på mink er generelt god og pels er ekstremt synligt i modebilledet.

De danske minkavlere har ikke ligget på den lade side i opgangstiderne. Tiden og det økonomiske overskud er brugt på at udvikle og konsolidere. Væksten i verdensproduktionen har især været i udlandet, hvor spekulanter har øjnet muligheden for en hurtig gevinst. Gælden er her ofte høj, produktionsomkostningerne forholdsvis høje og skindkvaliteten og skindstørrelser ringe. Den uundgåelige tilpasning i produktionsstørrelsen finder derfor sted i udlandet, mens den danske produktion er svagt stigende.

Danske minkavlere har i tidligere krisetider vundet markedsandele, og det ventes også at ske i de kommende år på baggrund af branchens åbenbare styrker.