Minkavler: Vi glæder os til at vise vores farm

Kristian og Tina Nielsen er blandt de danske minkavlere, der på søndag den 20. september inviterer indenfor i forbindelse med Åbent Landbrug.

Se en mink, klap en gris og smag på dansk frugt.

På søndag åbner et væld af danske landbrug dørene for offentligheden, når det årligt tilbagevendende Åbent Landbrug bliver afholdt for 18. gang, og Kristian Nielsen er én af de danske minkavlere, der i år vil stå klar til at byde interesserede gæster velkommen.

- Vi er så småt ved at være klar til på søndag. Lige nu er vi i gang med at hænge oplysningssedler op rundt omkring på farmen. De skal blandt andet sættes på redekasserne, så de besøgende kan se navnene på de forskellige typer af mink, siger Kristian Nielsen, hvis farm ligger i Hjerting ved Esbjerg.

Hans kone Tina Nielsen arbejder også på farmen, og tilsammen har de tre børn på fire, seks og otte år.

- Børnene fortæller meget om farmen til de andre børn i børnehaven og skolen, så nu er det jo rigtig fint, at alle legekammeraterne får mulighed for at se, hvad det egentlig er for noget, siger minkavleren.

Håber på mange besøgende

Ud over Kristian og hans familie vil der på søndag være 13 lokale avlere på farmen i Hjerting til at guide gæsterne rundt og svare på spørgsmål.  Der vil også være mulighed for at prøve pelse og se på markmaskiner, de små kan boltre sig i halmlegepladsen, og når sulten melder sig, byder familien på hotdog og sodavand.

Det er første gang, at familien deltager i Åbent Landbrug, og selvom Kristian ikke ved, hvordan dagen kommer til at forløbe, glæder han sig.

- Vi håber, der kommer en masse mennesker og ser, hvordan dyrene har det og oplever, hvordan livet er på en dansk minkfarm, siger han.

I forbindelse med søndagens Åbent Landbrug støtter de danske minkavlere Røde Kors' arbejde i verdens brændpunkter med 25 kr. for hver person, der besøger en minkfarm.

- Jeg synes, det er et rigtig godt initiativ. Vi er meget glade for, at vi kan bidrage på den måde, siger Kristian.

Læs mere om Åbent Landbrug, og find en minkavler nær dig på www.danskeminkavlere.dk