Shanghai Fashion Week fokuserer på internationale designtalenter

Den 16. oktober lå den officielle åbning af Kopenhagen Fur og Shangtex' stand på messen til Shanghai Fashion Week. Boden hed "The Square", og her kunne gæsterne opleve tre europæiske designbrands, da modeugen satte fokus på internationale talenter. Samme aften viste designerne deres styles på runwayen.

The Square præsenterede de tre europæiske brands Les Deux, Fonnesbech og Numerootto til Shanghai Fashion Week i et storslået, 30 minutter langt modeshow. Showet skulle præsentere den kreativitet og diversitet, man finder i europæisk mode til det kinesiske marked, og de tre brands spænder også vidt både i stil og prisklasse.

Både messen og runwayen var en stor succes. Mediedækningen var massiv, og opmærksomheden fra både bloggere og kunder var over al forventning. Kopenhagen Nexus samarbejder med Les Deux, hvis medstifter, Andreas von der Heide, også var imponeret over succesen.

- Vi fik rigtig meget ud af at være af sted. I Kina gik vi ikke så meget op i salg, men mere i at få skabt en profil på det kinesiske marked, hvilket man må sige lykkedes. Herhjemme i Danmark kan vi også bruge det på de sociale medier, blandt andet fordi det var så professionelt sat op, siger han.

Samarbejde sætter Shanghai på modekortet
Kopenhagen Fur og den kinesiske tekstilvirksomhed Shangtex indledte i april et samarbejde med Shanghai Fashion Week, og modeugen i oktober er det første store event, siden samarbejdet begyndte. Formålet er at gøre byen til en ledende, international modehovedstad, og det er de europæiske designere en vigtig del af.

Kina er i forvejen en stor importør af pels, men gennem samarbejdet med Shanghai Fashion Week kan Kopenhagen Fur vise Kina, hvordan pels let kan inkorporeres i modebilledet, så det forhåbentlig bliver lettere for lokale brands at bruge materialet. Ifølge Les Deux behøver man heller ikke nødvendigvis at bruge pels til traditionelle frakker.

- Vi bruger pelsen til logoer på vores designs og som små detaljer. Det giver et mere eksklusivt udtryk og tager tøjet til et nyt niveau, men uden at det bliver helt ubetaleligt, siger Andreas Christian von der Heide.