Debatindlæg i Politiken: Dyrevelfærden på minkgårde er god

Nedenstående debatindlæg af Tage Pedersen blev bragt i Politiken søndag den 4. oktober 2015:

TAGE PEDERSEN, FORMAND FOR DANSK PELSDYRAVLERFORENING

DYREVELFÆRDEN i minkproduktionen er middelalderlig, påstår Britta Riis og Birgitte Damm fra den private interesseorganisation Dyrenes Beskyttelse i et debatindlæg i Politiken 1.10.

Intet kunne være mere forkert.

Driften på moderne minkgårde bygger på god og velafprøvet dyrevelfærd, som tager afsæt i faglig dokumenteret viden.

Vi har i Danmark tradition for forskning og videnbaseret udvikling af landbruget, og dette gælder såvel minkavl som alle de andre husdyrområder.

Eller planteavl for den sags skyld.

Både Aarhus Universitet og Københavns Universitet forsker i mink, og begge universiteter driver sågar minkfarme med henblik på at udvikle og skaffe viden, som kommer produktionen og minkene til gode.

Jeg vil citere fra en pressemeddelelse udsendt af Aarhus Universitet 15. april 2011. Her står:

»Kan danske mink leve under velfærdsmæssigt tilfredsstillende forhold, når alle gældende danske regler overholdes? Det har forskere fra Aarhus Universitet leveret et svar på i et notat til Justitsministeriet - og svaret er ja. Forskerne baserer deres vurderinger på en lang række forsøg udført gennem flere år. Nogle af forsøgsresultaterne har afkræftet ideer om, hvad mink har behov for, for eksempel svømmevand og større bure, mens andre forsøg har resulteret i nye regler til fordel for minkene, for eksempel indførelse af forskellige berigelser af miljøet i buret. Reglerne for hold af mink er sammenfattet i pelsdyrbekendtgørelsen.

Den bygger i høj grad på forskningsbaseret viden. Der kan opstå problemer i forbindelse med sygdom eller svigt i management, men under normale danske forhold, hvor minkene indhuses og passes i overensstemmelse med pelsdyrbekendtgørelsen, er velfærden hos dyrene god«.

Jeg vil også citere fra en leder i Dansk Veterinærtidsskrift fra maj 2011. Her står:

»Derfor anser Den Danske Dyrlægeforening minkproduktion som fuldt acceptabelt på linje med øvrige animalske produktionsområder.

Men vel at mærke under betingelse af, at der stilles samme krav til minkavl som til øvrige husdyrproduktioner. Det er en af grundene til, at DDD har medvirket til, at der nu er indført obligatorisk sundhedsrådgivning i minkbesætningerne.

Målet hermed er primært at hæve bundlinjen, idet det generelle niveau for dyrevelfærden i danske minkbesætninger er ganske tilfredsstillende«.

SOM MINKAVLER vil jeg tillade mig en forsigtig undren over, at Dyrenes Beskyttelse udbreder misinformation om minkproduktion, når så autoritative kilder som Aarhus Universitet og Dyrlægeforeningen er så klare i mælet.