Laugene må ikke blive glemt

Kopenhagen Fur var endnu engang hovedsponsor, da de danske håndværkerlaug inden for beklædning og smykkedesign holdt deres årlige opvisning i Moltkes Palæ og slog fast, at rigtig godt håndværk er tidløst. Også Kopenhagen Furs egenproduktion var på runwayen og blev modtaget med stor begejstring.

Moltkes Palæ satte igen i år scenen, da skræddere, modister, buntmagere, guldsmede og skolerne inden for fagene viste deres smukke og unikke håndværk frem for fuld udblæsning i et næsten 30 minutter langt modeshow. Her var modeller på catwalken iført fine kjoler, velsyede jakkesæt, smykker, hatte og masser pels.

Udover at Kopenhagen Fur var hovedsponsor, viste det kreative Kopenhagen Studio også dele af deres egenudvikling frem. Alle otte styles kan ses her.

Efter showet slog laugene dørene op for publikum, som kunne komme og høre mere fra håndværkerne selv om, hvordan de arbejder med de forskellige materialer. Ifølge laugene er det vigtigt at vise, hvor unikke de styles, der blev vist på catwalken, er, og hvilket arbejde og håndværk der skal til for at lave dem.

Opvisningen viser omstillingsevne

Hvem kan forestille sig en teaterforestilling med kostumer, der er begrænset kreativt af, at skuespillerne kun kan spille i konfektionssyet tøj? Hvem kan forestille sig, at man skal til udlandet for at få skræddersyet sin uniform, købe en hat eller få formgivet det stykke stof man købte på sin rejse[…]? Det kan blive fremtiden, hvis vi ikke aktivt sætter fokus på dansk beklædningshåndværk og smykkekunst, der fremstilles i hånden.

Sådan skriver beklædnings- og smykkehåndværkernes laug på deres hjemmeside, og det er netop glemslen, de forsøger at undslippe med deres opvisning. Ifølge  konkurrencekommissær i EU, Margrethe Vestager, lykkedes det, idet de med modeshowet viste deres klare evne til at følge med tiden.

- Laugene er ikke kun en del af en umistelig tradition og kultur, de bærer også meget fremtid i sig, fordi det de kan, og deres evne til at omsætte det til et moderne formsprog giver rigtig meget til vores nutid, siger hun.

Også Folketingets formand Pia Kjærsgaard mener, at håndværkerlaugene gør et enestående stykke arbejde og derfor ikke bør gå i glemmebogen.

- De fortjener hæder, fordi det er godt håndværk hele vejen igennem, og det trænger vi til i Danmark, siger hun.

Værn om bundtmagerfaget

Ikke kun politikere anså aftenen for en succes. Interessen for at snakke med skræddere, smykkehåndværkere og buntmagere var stor, og det sværmede med aktivitet omkring Kopenhagen Furs stand, hvor buntmager, Sofie Erichsen, var klar til at svare på spørgsmål.

Her hang stofprøver på de teknikker, som buntmagerne i Kopenhagen Studio har brugt til deres egenproduktion, blandt andet en prøve på den patchworkjakke som også kunne ses på catwalken. 

Kopenhagen Furs bestyrelsesmedlem, Knud Vest, var imponeret over Kopenhagen Fur og de andre håndværkeres arbejde, og han mener, det er vigtigt, at Kopenhagen Fur støtter initiativer som Laugenes Opvisning, så vi ikke risikerer at miste buntmagernes enestående forståelse for pels i fremtiden. 

- Kopenhagen Fur som sponsor har jo i denne situation virkelig fået god feedback. Alle synes, det hænger utroligt godt sammen. Det her overgår alle almindelige modeshows og fortjener at blive vist i en meget større skala, siger han.