Kopenhagen Fur var vært for erhvervskonference

Efter et nyt initiativ fra Glostrup Kommune blev der onsdag aften afholdt en erhvervskonference i Kopenhagen Furs lokaler. Konferencen skal give virksomheder mulighed for at sparre med hinanden og skærpe deres dialog med kommunen.

Som en af Glostrup Kommunes største virksomheder åbnede Kopenhagen Fur onsdag aften dørene op for mange lokale virksomheder til en ny erhvervskonference, som kommunen har taget initiativ til. Konferencen er en del af en plan om at skabe bedre dialog mellem virksomheder og kommune.

Deltagerne viste stor interesse for Kopenhagen Fur, der har haft succes med at tiltrække kunder fra hele verden til Glostrup, hver gang der er auktion.

- Det er klart, at det har betydning for kommunen at have sådan en stor virksomhed, der også er et levende sted, som smitter af og inspirerer andre virksomheder, siger Niels Thede Schmidt-Hansen, Erhvervschef i Glostrup Kommune.