Lugtmålinger foretages af uvildigt og godkendt testinstitut


De nuværende afstandskrav mellem den enkelte minkfarm og nærmeste beboelse bygger på en foreløbig, fagligt objektiv lugtmåling udført i 2013 af det uvildige GTS-institut AgroTech og godkendt af Miljøstyrelsen. Men i fremtiden forventes det, at afstandskravene vil være baseret på AgroTechs endelige og fyldestgørende målinger, der er i gang nu, og som både skal godkendes af Miljøstyrelsens ekspertudvalg og gennemføres i henhold til internationalt aftalte testkrav.

 

Som en stor spiller inden for dansk landbrug ønsker Dansk Pelsdyravlerforening altid at optimere erhvervet og fremme den teknologiske udvikling på miljøområdet. Da Miljøstyrelsen har efterspurgt lugtmålinger af pelsdyr, undersøgte Dansk Pelsdyravlerforening i 2013 muligheden for at lave målinger af lugt på minkfarme.

På grund af klager over lugt og fluer fra en gruppe naboer til minkfarme inviterede Miljøstyrelsen, gruppen Generamte Naboer, Dansk Pelsdyravlerforening, Økologisk Råd, kommunerne, NaturErhvervsstyrelsen, eksperter i fluer fra Københavns Universitet og Skadedyr-ID til dialogmøde den 26. juni 2013.

Efterfølgende adspurgte Dansk Pelsdyravlerforening det uvildige GTS-institut AgroTech, om det kunne lade sig gøre at lave lugtmålinger.

- Ligesom alle andre erhverv ønskede Dansk Pelsdyravlerforening at gøre noget ved eventuelle miljøgener og få undersøgt, hvordan man kan gøre dette på et fagligt grundlag. Det er helt normal procedure, at erhverv og virksomheder beder os om at gennemføre uvildige undersøgelser, siger Martin Nørregaard Hansen, seniorkonsulent ved AgroTech.

Uvildige undersøgelser

Regeringen meldte på et samråd i oktober 2013 ud, at der ikke skal være forskelsbehandling i miljøreguleringen af forskellige husdyrproduktionsgrene. Derfor er der et mål om, at lugtemissioner fra minkproduktion skal måles ud fra et fagligt grundlag på lige fod med alle andre husdyrproduktionsgrene.

- Derfor er det glædeligt, at erhvervet har igangsat lugtmålinger, så vi får et bedre videngrundlag om miljøpåvirkningerne fra minkfarme, siger Hans Peter Olsen, kontorchef ved Miljøstyrelsen.

AgroTech var på flere måder det oplagte testinstitut til opgaven.

- Miljøstyrelsen har først og fremmest noteret, at der er tale om et godkendt Teknologisk Serviceinstitut, der blandt andet er godkendt ud fra kriterier om et højt fagligt niveau og uafhængighed af politiske og økonomiske interesser. Desuden er det også helt centralt, at testinstituttet har metoder til lugtmålinger fra naturventilerede stalde, påpeger Hans Peter Olsen fra Miljøstyrelsen.

Uvildigheden bliver også bekræftet af testinstituttet:

- Det er os, der er ansvarlige for samtlige målinger og resultater. Kunden til opgaven - i dette tilfælde Dansk Pelsdyravlerforening - har ingen adgang til vores arbejde. Og Dansk Pelsdyravlerforening har heller ikke på noget tidspunkt blandet sig i, hvordan vi gennemfører vores undersøgelser, siger Martin Nørregaard Hansen fra AgroTech.

Pilotprojekt til metodeopbygning

I samråd med Miljøstyrelsen satte Dansk Pelsdyravlerforening allerede i efteråret 2013 gang i foreløbige målinger foretaget af AgroTech, som skulle kaste lys over mulighederne for at måle lugt og fortælle om lugtniveauet i minkhaller. Dette pilotprojekt blev foretaget på en enkelt farm i oktober 2013.

- Det er vigtigt at have for øje, at målet i 2013 primært var at undersøge, hvordan man måler lugt fra minkhaller, og det skulle senere følges op med en større undersøgelse gennemført på flere farme over et helt år. I første omgang var det simpelthen en metodeopbygning, og fordi vi skulle hurtigt i gang, blev målingerne foretaget allerede i efteråret 2013 på Tage Pedersens farm, hvor der i forvejen fandtes udstyr til ammoniakmålinger, siger Martin Nørregaard Hansen.

AgroTech afviser kritikken af, at den foreløbige måling blev foretaget i efteråret, hvor temperaturen er lavere.

- Varme om sommeren og lugt hænger naturligvis sammen, men om efteråret har man til gengæld den største dyretæthed og gødningsproduktion på farmene, siger Martin Nørregaard Hansen.

Miljøstyrelsen vurderede også, at AgroTechs resultater fra pilotforsøget i 2013 gav fagligt grundlag for at regulere afstanden mellem minkfarm og nabo på baggrund af lugtudledningen fra hver enkelt farm. Derfor udsendte Miljøstyrelsen i februar 2014 en opdateret vejledning til kommunerne om ændrede beregninger af afstandskrav til minkfarme.

- Med vejledningen blev beskyttelsesniveauet for lugt fra minkfarme skærpet i forhold til pelsdyrbekendtgørelsens faste afstandskrav. Minkfarmene skal således i dag fortsat overholde pelsdyrbekendtgørelsens faste afstandskrav, der udgør minimumafstandskravene, men samtidigt også de nye krav, hvis beregningen i den enkelte sag viser, at disse krav går videre end minimumskravene, siger Hans Peter Olsen fra Miljøstyrelsen.

Tilbundsgående undersøgelse i gang

Han understreger samtidig, at reguleringen ud fra pilotprojektets resultater er midlertidige:

- Der er tale om en foreløbig forbedring af grundlaget for fastsættelse af afstandskrav mellem minkfarme og naboer, fordi vi har vurderet data fra pilotforsøget til at være den hidtil bedst tilgængelige viden i forhold til lugtemissionen fra minkfarme. Men data skal forbedres yderligere, påpeger Hans Peter Olsen.

Testinstituttet uddyber Miljøstyrelsens pointe:

- Vi er nu i gang med den langt større, tilbundsgående undersøgelse, som skal give et fyldestgørende billede, siger Martin Nørregaard Hansen.

Den omfangsrige undersøgelse blev igangsat i juli 2014 og forløber over ét år. Der skal måles på fire farme, syv gange årligt, med tre målinger per farm per gang.

Lugtmålingerne tager udgangspunkt i det dokumentationsniveau, der er beskrevet i VERA-protokollen (Verifikation af miljøteknologier målrettet landbruget), som er udarbejdet af et fagligt ekspertudvalg med deltagelse fra Holland, Tyskland og Danmark. Derudover bliver den benyttede metode godkendt af Miljøstyrelsens ekspertudvalg MELT med henblik på, at undersøgelsen gennemføres på et fagligt forsvarligt niveau.

I begyndelsen af 2014 lavede AgroTech i første omgang et udkast til lugtundersøgelsens indhold og målemetode og sendte det til VERA-sekretariatet. De sender derefter udkastet i høring til en række uafhængige luft- og lugteksperter fra forskellige relevante institutter - det såkaldte MELT-udvalg - med henblik på at sikre, at undersøgelsens faglige kvalitet. Når MELT-udvalget er tilfreds med forsøgsoplægget, kan målingerne sættes i værk. Og det skete altså i midten af 2014.

MELT-udvalget skal godkende AgroTechs endelige testrapport.

 

Læs om VERA-ordningen og MELT-udvalget på Miljøstyrelsens hjemmeside ved at klikke her

Læs mere om AgroTech ved at klikke her

Læs mere om AgroTechs lugtmålinger ved at klikke her

Tilmeld dig Kopenhagen Fur nyhedsbrev