Kvalitetschef: Ros til dem, der ikke får ærespræmier


På Kopenhagen Fur Skindudstilling i Herning er det tydeligt, at kvaliteten hvert år har fået et nyk opad. Men i år er det bemærkelsesværdige, at det er uden for ærespræmierne, at man virkelig har hævet niveauet.

- Det ser godt ud. Der er mange, som kommer og spørger mig, om udstillingen er bedre end sidste år. Mit svar i år er, at hvis man kigger på topbundterne - alle dem, der får ærespræmier - så er det måske svært at se en forskel, fordi de er gode, og det var de også sidste år og forrige år. Men hvis man kigger på alle de andre bundter - altså dem, der ligger lige under ærespræmierne og helt ned mod bunden af udstillingsskindene - så kan man se, at de er blevet bedre. Bunden er blevet højere. Vores bredde er blevet fantastisk, for selv de dårligste bundter er faktisk Platinum-skind, siger Bjarne Rasmussen, Kvalitetschef, Kopenhagen Fur.

At der er tale om Platinum-skind betyder, at de kommer i topbundterne, når de bliver solgt under Kopenhagen Furs auktioner i Glostrup. Så selv den avler, der ligger sidst i en type - for eksempel  i Brown Velvet 2, der er en stor type - har skind i kategorien Platinum korthåret 2, når han sælger dem, hvilket vil sige, at avleren ligger i top.

- Så jeg vil faktisk også virkelig gerne rose alle dem, der ikke får ærespræmier. Det er dem, der er årsag til, at vi har den top, vi har. For de presser så hårdt nedefra, fordi de er så gode, at de bedste bliver nødt til at blive endnu bedre. Vi er godt stillet. Jeg er rigtig glad for det, jeg har set på skindudstillingen i år. Der er mange fantastiske bundter imellem. Det er verdens bedste skind, der ligger her. Så kan man godt tage til USA og finde nogle enkelte bundter i Black, som er helt fantastiske, men det, man ser her, er altså verdensklasse. Simpelthen, slår Bjarne Rasmussen fast.

Han er også positiv over, hvor gode avlerne er til at fokusere på de råd, som Kvalitetsafdelingen melder ud. I år kan han se en lille tendens til, at der er kommet lidt flere dækhår på Velvet 2, hvilket er noget Kvalitetsafdelingen efterlyst.

Også hos Chinchillaerne ser det godt ud, fortæller kvalitetsdommer Anders Klitgaard, Kopenhagen Fur.

- Renhedsgraderne og farverne er blevet meget bedre, og vi har 10-12 bundter mere end sidste år. Vi ser jo hvert år en gradvis forbedring, for konkurrencen er blevet hårdere. Chinchilla-avlerne er blevet mere fokuseret på avlsarbejdet og på at få de rigtige avlsdyr. Dem, der har de bedste dyr, bedste renhedsgrad og bedste farver, får også flere penge, og det slår igennem her. Det er helt tydeligt. Dem, der gør et stort avlsarbejde, ligger også i toppen.

Tilmeld dig Kopenhagen Fur nyhedsbrev