Kristian Jensen bød velkommen til Herning


Det var en lokalkendt næstformand for Venstre, Kristian Jensen, der kunne byde generalforsamlingen i Kopenhagen Fur velkommen til Herning.

- Jeg bor stort set bag væggen her, så det er dejligt, at I er kommet tæt på. Jeg vil allerførst sige tak for det samarbejde, vi har til daglig. Det er en utrolig stor fornøjelse, når vi har brug for oplysninger, eller vi har brug for viden om, hvad der foregår i jeres branche, at så er det tilgængeligt, det er hurtigt, og det er let  at bruge for os. Det er dejligt at kunne mærke, at I også har en stor interesse i at arbejde sammen med os, sagde Kristian Jensen.

Han glædede sig over den succes, minkavlerne har bygget op gennem en lang årrække.

- Uanset om vi besøger jer i Glostrup eller på farmene, så kan vi se, at det er en moderne branche, der interesserer sig for gode forhold, og som investerer og skaber udvikling. Det er rigtigt godt, konstaterede han.

DR Kontants forsøg på at generalisere og forsimple debatten om lugt- og fluegener fra minkfarme kommenterede Kristian Jensen også.

- Så til diskussionen om, at produktion påvirker omgivelserne omkring os. Det er ikke særlig nyt, det burde man have erkendt for lang tid siden, og det er også sådan, at hvis man tænker sig om og har godt naboskab, så kan langt de fleste få produktion og naboskab til at gå hånd i hånd. Det er vigtigt at sige, vi i Danmark producerer. Det gælder vores industrivirksomheder, og det gælder vores landbrugsvirksomheder, det gælder jer. Vi skal være et samfund som producerer, og vi skal finde en fornuftig balance i påvirkning, og det synes jeg også, at I gør, sagde han.

Kristian Jensen sluttede sit indlæg på generalforsamlingen med at kræve regeringens forslag om en 24 procents reduktion af ammoniakudledningen taget af bordet. En reduktion som vil koste milliarder i tabt produktion og stort tab af arbejdspladser.

Tilmeld dig Kopenhagen Fur nyhedsbrev