Tillykke til Saks Potts og Freya Dalsjø

Mandag aften blev den danske modebranche hyldet ved ELLE Style Awards, hvor 16 prestigefyldte priser blev uddelt. Saks Potts og Freya Dalsjø, som samarbejder med Kopenhagen Fur, vandt henholdsvis prisen for 'Årets Uundgåelige' og 'Årets Designer'.

Den store modefest ELLE Style Awards 2015 løb af stablen i DR Koncerthusets smukke omgivelser mandag aften. Den røde løber var prydet af glade mennesker fra medie, kultur- og modebranchen, som i dagens anledning var mødt op i deres fineste tøj for at fejre talenter og inspirerende mode. Heriblandt var Kopenhagen Furs samarbejdspartnere Mark Kenly Domino Tan og Saks Potts, som var nomineret i kategorien 'Årets Uundgåelige' og Freya Dalsjø, som var nomineret i kategorien 'Årets Designer'.

Til ELLE Style Awards showet ledte den dygtige og karismatiske Ellen Hillingsø alle aftenens gæster gennem et brag af en fest. I kategorien 'Årets Uundgåelige' var det Cathrine Saks og Barbara Potts, som står bag brandet Saks Potts, der løb med prisen. Hos Saks Potts duoen var glæden og taknemligheden ikke til at skjule, da de takkede for prisen.

Kopenhagen Fur talte med designer Freya Dalsjø inden showet, hvor hun fortalte, at hun glædede sig meget til at se showet, men at der også var små sommerfugle i maven. Glæden og forløsningen var derfor stor, da hun mandag aften modtag prisen som 'Årets Designer' på baggrund af sit modige og nytænkende design.

Efter det flotte ELLE Style Awards show minglede gæsterne til efterfesten, hvor der blev ønsket tillykke og skålet med vinderne i de 16 forskellige kategorier.