Prisjustering på pelsauktion

Kopenhagen Furs juni-auktion er startet med et udbud på en halv million Pearl-skind. Som ventet er prisen på skindene justeret ned. Prisfaldet er størst på skind af dårlige kvaliteter, mens højkvalitetsskind klarer sig væsentligt bedre. Det er til fordel for de danske minkavlere.

- Tendensen er den samme, som vi netop har set på den internationale auktion i Finland. Der er sendt mange minkskind på markedet i denne sæson, og det giver selvfølgelig en afmatning, siger Tage Pedersen, formand for Kopenhagen Furs bestyrelse.

Han peger også på, at de græske købere er blevet hjemme på grund af den usikre økonomiske situation, Grækenland står i.

Det samlede fald er 13 procent, og heraf skyldes de 5 procent dollarkursen, som har været vigende i den seneste tid. De danske minkavlere producerer især højkvalitetsskind i Velvet-typen med korte hår, og her er prisfaldet mindre end på Classic, som har længere hår.

Auktionen varer frem til fredag i næste uge. Det totale udbud er på knap 6,5 millioner minkskind.