Faldende dollar skærer toppen af minkprisen

Kopenhagen Fur har udbudt og solgt 6,5 millioner minkskind på den netop afsluttede juni-auktion. Den gennemsnitlige minkpris faldt med 10 procent. Dollaren er siden auktionen i april faldet med omkring 5 procent, og det slår direkte igennem på prisen. Derudover er lagrene godt fyldt op på verdens pelsfabrikker, som derfor ikke har et akut behov for tilførsel af nye råvarer. Det har givet en mindre afmatning i markedet.

- På trods af prisfaldet er vi godt tilfredse med resultatet af juni-auktionen. Vi er langt henne i salgssæsonen, og der er sendt rigtig mange minkskind på markedet. Det er et sundhedstegn for branchen, at opkøberne udviser lidt forsigtighed, siger Tage Pedersen, Kopenhagen Furs bestyrelsesformand.

Prisfaldet på minkskind dækker over store forskelle på danske og udenlandske minkskind. Danske minkavlere producerer topkvaliteter, og her koncentreres købekraften i det nuværende marked. Den gennemsnitlige pris på danske minkskind endte på 395 kr., mens udenlandske minkskind blev solgt til en gennemsnitspris på 268 kr.

- Forskellen i gennemsnitsprisen på danske og udenlandske minkskind er knap 35 procent i denne salgssæson. Det siger noget om den meget høje kvalitet, som danske avlere producerer, og den konkurrencekraft giver os en stærk position i markedet, siger Tage Pedersen.

Auktionens samlede omsætning nåede 2,33 milliarder kr.