To unge anholdt for hærværk på minkfarme

To drenge på 15 og 16 år er i dag blevet fremstillet i grundlovsforhør i retten i Esbjerg. De to er sigtet for at være ansvarlige for flere tilfælde af hærværk på minkfarme i området omkring Ølgod i sommeren 2014 og ved nytår 2015.

 

Det var efterforskning foretaget af lokalpolitiet i Varde, der førte frem til anholdelsen af de to, som begge er fra lokalområdet.

De to har i dag været fremstillet i et grundlovsforhør for lukkede døre. Den 16-årige blev varetægtsfængslet i fire uger, mens den 15-årige blev løsladt. Sigtelserne mod ham opretholdes.

Da retsmødet som sagt er foregået for lukkede døre, og da der stadig er efterforskning i gang, kan Syd- og Sønderjyllands Politi ikke oplyse yderligere i øjeblikket.

I samme område har der i samme periode også fundet udslip af høns og grise sted. Det vides ikke, om sigtelserne omfatter disse hændelser.