Flere skind flere medarbejdere
Kopenhagen Fur ansætter 40 ekstra medarbejdere i løbet af 2015 for at imødekomme den øgede mængde skind, som kommer til auktionshuset.
Kopenhagen Fur er i forvejen verdens største skindauktionshus målt på udbuddet af skind, omsætning og medarbejdere, og i løbet af denne sæson bliver det danske auktionshus endnu større, når op mod 40 nye sorteringselever finder sig til rette i produktionshallerne. I forvejen er der 54 nye ansigter hos Kopenhagen Fur, efter 31 sorteringselever og 23 maskinarbejdere startede sent i efteråret.
- Jo større vores udbud er, jo flere købere kan vi tiltrække og så kan vi generere højere priser for vores produkter. Så Kopenhagen Fur arbejder kontinuerligt på at øge tilgangen af skind, og denne sæson får vi det højeste antal skind i vores produktionshaller nogensinde, fortæller Søren Valentin, produktionsdirektør hos Kopenhagen Fur.
Kopenhagen Fur forventer at modtage 27,4 millioner skind i år og minimum 29 millioner skind til næste år, og derfor er også produktionsafsnittet blevet udvidet med en ekstra produktionshal på 3 etager og et samlet gulvareal på 9000 m2. Denne nye hal vil gøre det muligt for Kopenhagen Fur at tage imod omtrent 33 millioner skind.
- Det har længe ligget i kortene, at vi skulle udvide vores medarbejderstab for at kunne imødekomme den større tilgang af skind, som vi vil opleve i løbet af denne sæson, og med vores nye kollegaer er vi godt rustet til at knokle på og få sorteret de mange skind, slutter Søren Valentin.
Fakta:
År |
Samlet antal minkskind solgt gennem Kopenhagen Fur |
2015 (Igangværende) |
27,4 mio. (Forventet) |
2013/2014 |
24,7 mio. |
2012/2013 |
21,1 mio. |
2011/2012 |
20,2 mio. |
2010/2011 |
19,3 mio. |
2009/2010 |
19,8 mio. |
2008/2009 |
18,5 mio. |
2007/2008 |
17,9 mio. |
2006/2007 |
16,1 mio. |
2005/2006 |
16 mio. |
2004/2005 |
15,2 mio. |