Oh! by Kopenhagen Fur præsenterer ny kollektion

Oh! by Kopenhagen Fur er klar med en ny SS/16 - Soft Pop - kollektion, der blev præsenteret den 6. august i forbindelse med Københavns modeuge. Lanceringen markerer samtidig en kursændring hos Oh!, der i fremtiden vil producere to primære og to mindre kollektioner om året.

Da Oh! by Kopenhagen Fur introducerede deres nye SS16-kollektion hos Serenity Cupcakes i indre København i morges stod flotte pelstasker, accessories og cupcakes side om side. Lokalerne var i dagens anledning omdannet til et strålende farveunivers i feminine nuancer, og gæsterne kunne nyde en lækker morgenmad, mens de beundrede produkterne. Som en overraskelse kom det danske popikon Aura Dione forbi og spillede sit største hit, samt en helt ny sang for de fremmødte. Alt i alt passede stemningen perfekt med Oh! by Kopenhagen Furs nye kollektion, der er blevet døbt 'Soft Pop'.

'Soft Pop' sendes i butikkerne til februar 2016, men allerede fra oktober vil det være muligt at få fingrene i de populære bagcharms i pels, som vil blive forhandlet over hele landet. Førhen satsede Oh! på få, store årlige kollektioner, men med udsendelsen af 'Soft Pop' SS16 vil brandet satse på mindre pelstasker og vedhæng. Den første kollektion bevæger sig i et legende univers, hvor farver og former smelter sammen.

- Vi har været rigtig spændte op til lanceringen, og jeg er glad og lettet over den positive modtagelse, som vores nye produkter har fået. Folk var særligt vilde med idéen om, at man kan pifte en ellers enkel taske op med en lækker pelsnøglering, så jeg har en rigtig god mavefornemmelse ovenpå lanceringen, siger Rebecca Holst, der er ny Design & Buying Manager hos Oh! by Kopenhagen Fur.

Ny kurs

At Oh! by Kopenhagen Fur nu vælger at producere fire årlige kollektioner skyldes blandt andet en organisationsændring hos Oh! Det sidste år har brandet været på en rejse, der har medført forandringer i organisationen og produktlinjen samt en tilbagevenden til brandets oprindelige DNA og grundværdier. Det har blandt andet betydet, at Michael Stadi i marts 2015 blev ny direktør, og senest er Oh! flyttet ind i nye lokaler på Østerbro.

- Det er ingen hemmelighed, at Oh! har gennemgået en periode med forandringer det sidste års tid. Enhver rejse er en erkendelsesproces, og det er gået op for os, at vi havde for mange produkter i spil, og at priserne har været for høje. Vi har derfor besluttet os for at lave færre produkter til mere overkommelige priser. På den måde er vi egentlig kommet tilbage til udgangspunktet og den oprindelige idé med Oh!, der var at producere mindre pelsprodukter til den almindelige, kvalitetsbevidste forbruger, siger Michael Stadi, direktør  hos Oh! by Kopenhagen Fur.