Designstuderende genbruger pels

Nu bliver genbrugspels også high fashion. Det har designstuderende ved Margrethe-Skolen i København, Laura Tønder, bevist i sit afgangsprojekt.

Laura Tønders afgangskollektion fra mode- og designskolen Margrethe-Skolen blev vist på Copenhagen Fashion Week side om side med førende danske designere. Her formåede designerspiren at lave lækre designs af genbrugspels for på den måde at skåne både miljø og pengepung.

Ved at genbruge pelsrester, som ellers skulle smides ud, holdt hun sig inden for det stramme budget, som de studerende fik. Inspireret af fluefiskeri og de små dele, man her binder sammen til en "flue", designede Laura Tønder blandt andet en kortærmet patchworktrøje af små stykker genbrugspels.

Det giver de studerende en god kreativ udfordring at skulle bruge pelsen på den måde, mener René Gurskov, underviser i koncept og designproces på Margrethe-Skolen. Og så er det en smuk måde at gøre pels mere bæredygtig på.