Stærk efterspørgsel på chinchillaskind

Chinchilla oplevede igen stærke priser, da de blev udbudt under Kopenhagen Furs april-auktion.

- De danske og udenlandske chinchillaavlere blev på april-auktionen belønnet med en prisstigning på 9 procent, da vi solgte knap 9.000 skind i sidste uge, siger Stig Reinhold, auktionarius i Kopenhagen Fur.

Chinchillaskindene blev solgt til en snitpris, der ligger 100 kroner over de priser, som de opnåede under sidste års april-auktion, hvor chinchillaskindene oplevede det næstbedste år nogensinde.

Potentiale i Kina

- Vi fik en toppris på 700 kroner takket være stærk konkurrence i salen. Budene var spredt mellem flere købere, hvilket altid er et sundhedstegn. Jeg bed mærke i, at vi fik flere bud fra kinesiske købere. Det er interessant, for det tyder på, at forbrugerne i det marked langsomt begynder at få øjnene op for dette produkt, siger Stig Reinhold.

Der er to hovedårsager til, at chinchillaskindene opnåede gode priser. De danske chinchillaavlere er i stand til at fremavle genetisk blå renhedsgrader på skindene. Disse er mere efterspurgte blandt kunderne, frem for de Standard chinchillaskind, der er blånede. Derudover er garvningsprocessen i Danmark i verdensklasse, hvilket også medvirker til højere bud i auktionshallen.

Godt efterår i vente

- Mutationsskind er særdeles efterspurgte. Når vi skal sælge chinchilla i september, udbyder vi disse mutationer, hvoraf en stor del af dem  er meget blå - såsom f.eks. Diamond Blue og safir. De fik usædvanligt høje priser sidste år, så jeg forventer, at chinchillaavlerne vil opleve et fornuftigt efterår, siger Stig Reinhold.